Flertallet af grækerne ønsker at beholde euroen, men de stemte sidste søndag for partier, som afviser de strenge krav til besparelser, der har været forudsætningen for nye store lån til det kriseramte EU-land.
Europæiske ledere siger, at Grækenland vil være tvunget til at forlade eurozonen, hvis de indgåede aftaler bliver brudt.
Den sidste chance for at danne regering ligger hos Evangelos Venizelos, som er leder af det navnkundige socialistiske parti Pasok. Partiet var igennem årtier styrende i græsk politik, men endte på en svag tredjeplads ved søndagens valg.
Venizelos' håb om at nå til enighed med det moderate Demokratiske Venstreparti, Dimar, er bristet, nu da partiet alligevel har afvist at gå med i en koalition.
Den tidligere finansminister har derfor ikke store chancer for opnå et gennembrud. Han har fredag forhandlet med sin konservative rival, Antonis Samaras, fra Nyt Demokrati, som selv allerede har opgivet at danne en koalition.
Hvis Venizelos heller ikke opnår resultater, ville alle partier få endnu en chance, før et nyvalg bliver udskrevet. Det vil i givet fald blive holdt inden for en måned.
- Vi kæmper for en regering, og der er stadig håb, siger Samaras efter sit møde med socialistlederen.
Ved et eventuelt nyvalg står de gamle parter står til at tabe yderligere pladser til Alexis Tsipras' stærkt venstreorienterede parti Syriza. Den 37-årige Tsipras, der er tidligere studenterleder, er blevet en politisk stjerne for mange unge.
Hans parti er siden søndagens valg gået 11 procentpoint frem i meningsmålingerne og står til at få knap 28 procent af stemmerne ved et nyvalg.
Ifølge græsk lov får det parti, som får flest mandater, yderligere 50 pladser i parlamentet i bonus. Hvis det sker, at Syriza bliver størst, vil det politiske landskab i Athen være totalt ændret.
Det politiske dødvande fik fredag den tyske finansminister, Wolfgang Schäuble, til at sige, at EU og IMF gerne vil hjælpe Athen, men at det ikke er muligt, hvis de ikke selv vil gøre en indsats.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde