Granater falder for første gang i Damaskus

Den syriske hær har for første gang under den mere end 16 måneder lange opstand mod præsident Bashar al-Assad beskudt et område i hovedstaden Damaskus med mortergranater.

Offentliggjort Sidst opdateret

Aktivister i forstaden Kafar Souseh fortæller, at soldaterne sender mortergranater mod frugtplantager for at fordrive oprørere, som de antager gemmer sig i området.

Beskydningen foregår tæt på Damaskus' sydlige hovedvej.

- Folk er opskræmte, familier hopper i deres biler og kører af sted så hurtigt, de kan, til andre områder, beretter aktivisten Hazem al-Aqad.

- Omkring 200 mennesker i mit kvarter er indtil nu taget af sted, siger han.

Oprørerne fik et moralsk løft, da Syriens hidtidige ambassadør i Irak, Nawaz Fares, onsdag meddelte, at han bryder med Assad-regimet og slutter sig til opstanden.

Det syriske udenrigsministerium reagerede torsdag formiddag på Fares afhopning.

- Udenrigsministeriet meddeler, at Nawaz Fares er blevet afskediget og ikke længere har nogen forbindelse til vores ambassade i Bagdad, hedder det.

/ritzau/Reuters