Greenpeace: Regeringen får fortjente klimatæsk
Havvindmølleparken i Rødsand sydøst for Rødbyhavn. Dansk opfindelse gør det både billigere og mere miljøvenligt at bygge havvindmølleparker. Skal vindkraft vokse, skal prisen på møllerne ned og miljøet bedres. /RB PLUS/ (Melissa Kühn Hjerrild/POLFOTO/arkiv) Foto: Polfoto/Melissa Kühn Hjerrild
Polfoto/Melissa Kühn Hjerrild
Danmarks degradering som klimaduks er forventelig, mener Greenpeace. Men Dansk Energi genkender ikke billedet.
Danmark er i en ny international opgørelse over god indsats på klimaområdet røget ned fra en førerposition til en 13.-plads. Og det er ikke underligt, mener Jens Mattias Clausen, politisk rådgiver i Greenpeace.
- Det er helt forventeligt og en afspejling af den sorte kurs, den nuværende regering fører.
- Det er dræbende for troværdigheden, når regeringen prøver at slå PSO-afgiften ihjel og dermed princippet om, at forureneren betaler, siger han.
Jens Mattias Clausen peger på, at man i Tyskland og Tjekkiet har fundet alternative måder at organisere PSO-afgiften på i stedet for at vælte den over på skatteyderne.
- Og så bør regeringen leve op til energiforliget i stedet for at ville droppe diverse vindmølleparker, siger han.
Det årlige indeks over klimaindsats er udarbejdet af den tyske miljøorganisation Germanwatch og netværket Climate Action Network (CAN) Europe. 280 eksperter har medvirket, oplyser forfatterne.
Men ifølge Lars Aagaard, adm. direktør i brancheorganisationen Dansk Energi, skal man ikke lægge for meget i opgørelsen.
- Man tager udgangspunkt i erklærede ambitioner, som ikke er støttet af politiske initiativer.
- Eksempelvis var SR-regeringens ambition om at udfase brug af kul og gas i 2030 og 2035 ikke bakket op af politiske initiativer. Desuden får gas en vigtig rolle som brobygger i fremtiden i forhold til biogas, siger Lars Aagaard.
Han mener desuden, at folkene bag indekset foruddiskonterer udfaldet af forhandlingerne om PSO-afgiften, som kører for fuldt tryk i denne uge.
PSO-afgiften opkræves over elregningen hos både forbrugere og virksomheder og understøtter grøn omstilling. Men da udenlandske virksomheder ikke kan få del i den, har EU krævet den omlagt.
- Jeg er meget tillidsfuld med hensyn til, at der kun kommer marginale forandringer af PSO'en, siger Lars Aagaard.
Endelig mener han, at opgørelsen ser helt bort fra byrdefordelingen i EU, når det gælder krav om CO2-reduktioner i landbrug, transport og boliger, som ikke er omfattet af kvoter.
- Her har Danmark fået et af de skrappeste reduktionsmål (39 procent i 2030) i hele EU. Så jeg kan ikke genkende billedet af Danmark i forhold til andre europæiske lande, siger Dansk Energis direktør.
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde