Greta Thunberg flytter skolestrejke til FN's dørtrin
Greta Thunberg sluttede sig fredag til hundredvis af unge amerikanere, der demonstrerede foran FN's hovedkvarter i New York. Det er den svenske klimaaktivists første demonstration på amerikansk jord, efter at hun onsdag aften dansk tid ankom til storbyen med en klimaneutral sejlbåd. Foto: Bryan R. Smith/Ritzau Scanpix
Bryan R. Smith/Ritzau Scanpix
Skoleelever i New York strejkede for klimaet sammen med Thunberg, der holdt sin første demonstration i USA.
Under et massivt medieopbud demonstrerede den svenske klimaaktivist Greta Thunberg fredag foran FN's hovedkvarter i New York med krav om handling på klimaområdet.
Den 16-årige svensker havde opfordret "alle, der bekymrer sig om vores fremtid", til at slutte sig til Fridays for Future-demonstrationerne forud for klimamødet i New York i september.
- Hvis I ikke vil opføre jer som voksne, gør vi det, lød det på et af de skilte, som aktivisterne i New York havde medbragt til fredagens demonstration.
To skoleelever fra New York, Bianca Pilcher på 11 år, og Lila Sabag på 10 år, var iklædt t-shirts med teksten "In Greta we trust".
- Jeg vil ikke leve et kort liv. Jeg ønsker at leve et langt liv, og min verden skal være sund. Jeg vil også opleve at få børn og børnebørn, uden at de spørger, hvad jeg har rodet dem ud i, siger Bianca Pilcher.
Greta Thunberg blev verdenskendt, da hun fredag efter fredag strejkede fra skole og i stedet satte sig uden for Riksdagen i Stockholm med et skilt med teksten "Skolestrejke for klimaet".
Siden har hendes Friday for Future-bevægelse bredt sig til en lang række lande.
Den 23. september skal den unge svenske klimaaktivist tale ved et klimatopmøde, der finder sted i forbindelse med FN's Generalforsamling.
Fredag mødtes hun med formanden for Generalforsamlingen, Maria Fernanda Espinosa.
- Jeg tror, at dette (klima-) topmøde bliver et gennembrud, et vendepunkt hvor folk begynder at forstå, hvad der foregår, sagde Thunberg til Espinosa.
- Vi har høje forventninger til jer og til alle medlemsstaterne om, at I leverer. Og vi vil gøre vores for at sikre, at alle øjne hviler på dem, og at der er pres på dem, så de ikke kan fortsætte med at ignorere det.
Seneste artikler
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse på dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet