Greta Thunberg kan blive fængslet for klimaaktion i Malmø
Klimaaktivisten Greta Thunberg blev ført væk af politiet ved en klimaaktion den 24. juli i Malmø. Det var samme dag, som Thunberg blev idømt bøder for ikke at have fulgt politiets ordrer under en tidligere klimaprotest i Malmø, hvor biltrafikken blev blokeret. Hun risikerer nu fængsel. Foto: Andreas Hillergren/Ritzau Scanpix
Tiltale mod Greta Thunberg blev offentliggjort, mens der er klimaaktioner i byer verden over.
Den svenske klimaaktivist Greta Thunberg bliver igen tiltalt for at have deltaget i en klimaaktion i Malmø. Denne gang risikerer hun fængsel, skriver det svenske nyhedsbureau TT.
Klimaaktionen, som hun tiltales for, blev gennemført den 24. juli. Det var samme dag, som Thunberg blev idømt bøder for ikke at have fulgt politiets ordrer under en klimaprotest i Malmø, hvor biltrafikken blev blokeret.
Datoen for den nye retssag i Malmø mod Thunberg er den 27. september, hedder det.
Dette vil normalt føre til en bøde, men ved gentagelser af lovbruddet kan det føre til fængselsstraf.
Tiltalen mod 20-årige Thunberg er blevet offentliggjort, samme dag som der bliver demonstreret mod klimaforandringer og utilstrækkelig politisk handling i mange byer verden over.
Den globale aktionsdag for mere klimabeskyttelse, som også finder sted i Stockholm og snesevis af andre byer, vil fortsætte i weekenden. Protesterne er inspireret af Thunbergs og andre unge aktivisters demonstrationer foran Riksdagen i Stockholm i august 2018.
Deres protester førte til dannelsen af en international bevægelse, som kræver mere radikale indgreb over for klimaforandringerne.
Aktionerne er blandt andet organiseret af den internationale bevægelse Fredage for Fremtiden (eller Kræv fremtiden Tilbage), som blev dannet i august 2018 kort efter Thunbergs opsigtsvækkende aktion i den svenske hovedstad. Men også en række andre miljøorganisationer er med.
I Stockholm var demonstranter fredag samlet ved Riksdagen - ved siden af slottet, hvor kong Carl Gustaf fejrer sine 50 år på tronen.
Også i andre dele af verden har der været klimademonstrationer.
I Quezon City i Filippinerne lagde aktivister sig ned foran miljødepartementet. De havde plakater med krav om en udfasning af fossile brændstoffer. Quezon City omfatter den filippinske hovedstad og det økonomiske centrum Manila.
Uden for energidepartementet i Jakarta i Indonesien krævede demonstranter også et stop for brug af olie og gas.
Ifølge FN er verden langt fra at nå Paris-målene med at begrænse den globale opvarmning til 1,5 grader i forhold til den førindustrielle tid.
Der er også planlagt en stor klimaaktion i New York søndag.
/ritzau/TT
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned