Grim fortid med slavepenge indhenter legendariske Cambridge University
Cambridge University i England er et af verdens fornemste universiteter, hvor berømte forskere, politikere og kongelige har siddet med næserne begravet i lærdom. Nu viser en undersøgelse, at universitetet i en anden tid blev delvist drevet af indtægter fra slaveri. Foto: Matthew Childs/Reuters
I en anden tid investerede det ellers respekterede Cambridge University i virksomheder, der tjente penge på slavehandel. Det afslører en undersøgelse.
Ritzau RitzauFrank Jørgensen/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
Et af verdens mest respekterede universiteter er Cambridge University.
Masser af historiske personer har studeret på den over 800 år gamle læreanstalt i England.
Også flere af nutidens berømtheder har haft deres gang på Cambridge.
Det gælder dronning Margrethe, der læste arkæologi i 1960-1961. Seks år senere læste kong Charles også arkæologi og antropologi på universitetet.
Fysikeren Niels Bohr læste i 1911 et halvt år på Cambridge under J.J. Thomson, der opdagede elektronen.
Annonce
Respektable og berømte personer, der har bidraget til at højne Cambridge Universitys status.
Nu viser en undersøgelse imidlertid, at målt med nutidens øjne er universitetets fortid mørk.
Cambridge University modtog i en anden tid masser af donationer, som kom fra slavehandel eller fra plantageejere, der brugte slaver.
Der er ikke beløb på, hvor mange slavepenge det handler om. Men universitetet siger i sin erklæring, at det er "betydelige bidrag".
Undersøgelsen blev sat i gang i 2019. På det tidspunkt begyndte mange britiske institutioner at se indad og dykke ned i egen fortid.
Det var i en periode, hvor bevægelsen Black Lives Matter var meget aktiv.
Resultatet af undersøgelsen er netop offentliggjort, og samtidig siger universitetet, at det nu går i gang med et projekt, der skal gøre mere opmærksom på den brutale slavehandel.
- Vi har ikke den gave, at vi kan rette op på forkerte ting fra historien. Men vi kan begynde med at erkende, at de er der, siger Stephen Toope, vice-chancellor på universitetet, ifølge The Guardian.
Hans job svarer nogenlunde til en administrerende direktør.
Kong Charles (til højre) den 31. marts, da han besøgte sit gamle universitet Cambridge University. Dengang var han kronprins, men er blevet monark efter dronning Elizabeths død. Foto: Pool/Reuters
Universitetet siger, at forskerne bag undersøgelsen ikke har fundet beviser for, at universitetet har været direkte involveret i handel med slaver.
Annonce
Eller har holdt slaver.
Men indirekte har universitetet haft stor gavn af, at velhavere, der har tjent penge på slaveri, har støttet Cambridge University helt op til 1850'erne.
Og det selv om slaveri i det britiske imperium formelt blev forbudt i 1833.
Kollegier under universitetet investerede også i firmaer som East India Company og South Sea Company, der tjente penge på slavehandel.
Kunstmuseet Fitzwilliam på universitetet er finansieret af arven efter en topchef i South Sea Company.
Universitetets forbindelser til slavepenge begyndte i det 17. århundrede.
En tegning af "Livets Træ", lavet af naturforskeren Charles Darwin. Tegningen er at finde i en af Darwins notebøger, som er i universitets besiddelse. Darwin studerede på Cambridge. (Arkivfoto). Foto: Unknown/Ritzau Scanpix
Men personer, der blev uddannet på Cambridge University, var dog involveret i slaveri langt tidligere i "den nye verden", Amerika.
Briterne var som danskerne aktive i at sejle afrikanere over Atlanterhavet.
De blev solgt som slaver til blandt andet hvide plantageejere, som dermed havde billig arbejdskraft og tjente mange penge.
Nogle af pengene fandt vej til Cambridge som donationer, eller fordi slaveejerens børn skulle studere på universitetet i England.
Annonce
Undersøgelsen udløser et skifte i universitetets tilgang til den grimme periode.
Hidtil har det mest talt om Thomas Clarkson, William Wilberforce og Peter Peckard.
De var studerende på universitetet og kæmpede aktivt for at få slaveri stoppet i 1780'erne.
I 1975 blev dronning Margrethe (til højre), som også er tidligere elev på Cambridge University, udnævnt til æresdoktor på universitetet. (Arkivfoto). Foto: Nf/Ritzau Scanpix
Nu er der også en anden fortælling.
Universitetet varsler tiltag for at oplyse om slaveri. Fitzwilliam-museet skal næste år vise en slaveudstilling.
De såkaldte Benin Bronzes, en række bronzeplader og statuer, blev taget af briterne i 1897 i det område, der i dag er Nigeria. De er nu i universitetets besiddelse og vil blive afleveret til Nigeria.
Desuden etablerer Cambridge et forskningscenter om slaveri og øger samarbejdet med universiteter i Caribien og Afrika.
Der bliver nu givet flere stipendier til sorte studerende.
/ritzau/
Slavetransport fra Afrika til Amerika
* De fleste sorte amerikanere er fjerne slægtninge til slaver - mennesker, der blev tvangsfjernet fra Afrika for hundredvis af år siden og tvunget til at arbejde i det, der i dag er USA eller Caribien.
* Mindst 12,5 millioner afrikanere blev transporteret på tværs af Atlanterhavet i slaveskibe mellem 1532 og 1832.
* Mange døde under rejsen til Amerika, og de, som overlevede, blev generelt behandlet forfærdeligt.
* De blev tvunget til at arbejde i store plantager, hvor der eksempelvis blev dyrket tobaksplanter og bomuld.
* Arbejdsdagen varede typisk 18 timer under hårde forhold. Fysisk afstraffelse - blandt andet pisk - blev brugt til at holde styr på slaverne.
* De fleste slaveskibe blev drevet af Storbritannien, Spanien, Portugal, Frankrig, Holland og Danmark.
Kilde: BBC.
/ritzau/
Berømte studerende på Cambridge University
Her er nogle af de berømtheder, der har studeret på Cambridge University:
* Stephen Hawkings, astrofysiker, fra 1962 til 1966.
* Isaac Newton, matematiker og fysiker, fra 1661 til 1665.
* Alan Turing, matematiker og computerforsker, inden der fandtes en computer. Han knækkede Nazitysklands Enigma-kodemaskine. Gik på Cambridge fra 1931 til 1934.
* Forfatteren Salman Rushdie fik sin historieeksamen her i 1968.
* Økonomen Milton Friedman underviste på universitetet i 1953 og 1954.
* Cambridge Five, Kim Philby, Donald Maclean, Guy Burgess, John Cairncross og Anthony Blunt. De blev rekrutteret af Sovjetunionen som spioner på Cambridge University i 1930'erne. De fik senere fremtrædende poster i Storbritannien og fodrede Sovjetunionen med informationer.
* Andre berømtheder på Cambridge er de britiske skuespillere Tom Hiddleston, Emma Thompson, John Cleese og Derek Jacobi.
Kilde: edurank.org.
/ritzau/
Cambridge University i fem punkter
* Grundlagt i 1209 og ligger i England.
* I 2020 søgte 20.426 om 4000 ledige studiepladser på universitet.
* Der er brugerbetaling. Elever betaler for at studere på universitetet, herunder for ophold, hvis de bor der. Det er muligt at søge stipendier mange steder.
* Universitetet samarbejder med universiteter fra det meste af verden. Det har studerende fra 141 lande.
* Blandt universitetets tidligere elever er der 121 nobelprismodtagere, 47 statsoverhoveder og 210 vindere af olympiske medaljer.
Seneste artikler
Marianne fra Nakskov styrer militærmusikken til brofesten
Jens til indvielse: - Jeg voksede op med historier om Storkereden på den gamle bro
Se video og billeder: Storstrømsløbet er i gang
Henrik og Ulla er rejst flere hundrede kilometer for at fejre broerne
Kaj og Nannas Chevrolet var med i 1937 - nu skal den køre foran kronprinsen
Mest læste artikler
Bar lukker: - Tiden er kommet til at sige farvel
Indisk milliardær forpagter ikonisk kro
Dronning Mary deltager i afsløring på Lolland
Shelter brændt ned: Politiet efterforsker som brandstiftelse
De flyttede fra København til Lolland – og vil aldrig væk igen