Gris i lasagnen: Ikea trækker tonsvis tilbage
De belgiske myndigheder har fundet svinekød i et parti lasagne, som sælges i Ikea.
Møbelgiganten har omgående trukket et parti på 17.600 lasagneretter, der udelukkende burde indeholde fars fra elsdyr, tilbage fra sine varehuse i Europa. Mængden svarer til over seks ton, skriver nyhedsbureauet TT.
Samtidig ligger Ikea inde med tonsvis af tilsvarende lasagne på sine lagre. Det er endnu uvist, hvad der skal ske med de enorme mængder. Men indtil videre bliver retterne ikke sendt videre til møbelkædens restauranter.
- Vi har endnu ikke besluttet, hvad vi vil og kan gøre med det, siger Anders Lennartsson, Ikeas ansvarlige på området, til Svenska Dagbladet.
Det er anden gang, at Ikea er involveret i den europæiske fødevareskandale. Og der er tale om den samme leverandør, den svenske producent Familien Dafgård.
I februar indstillede Ikea midlertidigt salget af kødboller fra Dafgård, efter at der blev fundet spor af hestekød i den populære ret.
Mængden af svinekød i elsdyrslasagnen fra Dafgård er på lige over grænseværdien på én procent.
Normalt siger man, at hvis der er mere end én procent af en anden type kød i en fars, så er det bevidst tilsat. Hvis det er under én procent, kan det også stamme fra for eksempel et produktionsanlæg, som ikke har været tilstrækkeligt rengjort.
Dafgård lagde efter afsløringen af, at dets kødboller var spædet op med hestekød, skylden over på sine underleverandører.
- Vi er blevet snydt og bedraget, sagde vicedirektør Magnus Dafgård.
Hans virksomhed, der er Sveriges største familieejede fødevareleverandør, havde været i god tro hele vejen.
- Vi har ikke købt hestekød. Vi bestilte oksekød. Nogen har så gjort et eller andet, der har betydet, at der er kommet hestekød i, sagde Magnus Dafgård.
/ritzau/
Seneste artikler
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker