Grisenyre har fungeret i menneskekrop i over en måned
Robert Montgomery foretog i september 2021 den første transplantation af en grisenyre til et menneske. Senest er det lykkedes at få en grisenyre med blot en enkelt genmodificering til at fungere i over en måned. Foto: Shelby Lum/Ritzau Scanpix
I USA er det lykkedes at få en grisenyre med kun én genmodificering til at fungere i 32 dage i menneskekrop.
En genmodificeret grisenyre har i over en måned fungeret uden komplikationer i en hjernedød patient i USA.
Det oplyser kirurgen Robert Montgomery, direktør hos NYU Langone Transplant Institute, der står bag forsøget.
- Vores arbejde viser, at en grisenyre - med blot en enkelt genmodificering og uden eksperimentel medicinering eller anordninger - kan erstatte en menneskenyre i mindst 32 dage uden at blive afvist, siger han
Det er en 57-årig mandlig patient, der har fået indopereret grisenyren.
NYU Langone Transplant Institute ligger i den amerikanske storby New York og specialiserer sig i organtransplantationer.
Robert Montgomery foretog i september 2021 den første transplantation af en grisenyre til et menneske. Han gentog bedriften i november 2021 og har siden gjort det yderligere en håndfuld gange.
Mens tidligere forsøg har involveret op til ti genmodificeringer, har det seneste kun involveret en enkelt.
Modificeringen går i dette tilfælde ud på at forhindre den afvisning, der normalt ville ske, når et dyreorgan bliver transplanteret fra et dyr til et menneske.
Det forklarer Robert Montgomery:
- Vi har nu samlet flere beviser for, at vi - i hvert fald med nyrer - alene ved at eliminere genet, der udløser denne afvisning, sammen med godkendte immunsupprimerende midler kan lykkes med at udføre en transplantation til et menneske med optimal effekt - potentielt også langvarende.
I det aktuelle forsøg blev begge patientens nyrer fjernet, og én grisenyre blev transplanteret. Den begyndte straks at producere urin som ønsket.
Målinger viser også, at niveauet af kreatinin - et affaldsprodukt - er optimalt, og der er ingen tegn på, at kroppen afviser grisenyren.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker