Grønland og Trump spøger på EU-møde om finansiering af mere forsvar
Portugisiske António Costa har afløst belgiske Charles Michel som EU's præsident. Costa vil med et "uformelt reflektionsmøde" mandag give EU-landenes ledere et mere lukket rum til at diskutere oprustning, samarbejde om forsvarsindkøb og ikke mindst muligheden for fælles finansiering (Arkivfoto). Foto: Frederick Florin/Ritzau Scanpix
EU-landenes ledere lukker døren mandag for i ly fra pressen at kunne diskutere, hvordan man skal tackle Trumps trusler om handelskrig og styrke Europas forsvar.
Det var egentligt meningen, at statsminister Mette Frederiksen (S) og de øvrige ledere for de 27 EU-lande mandag i fred og ro for pressen skulle diskutere europæisk forsvar og sikkerhed.
Men Donald Trumps hæsblæsende indledning på sit præsidentskab skygger for det "uformelle reflektionsmøde" i Egmont-paladset i Bruxelles.
Her er et overblik:
* Hvad skal Europa stille op over for Trump?
Vil Trump indlede en handelskrig med told på europæiske varer? Vil han stoppe støtten til Ukraine? Vil han stå fast på, at de europæiske Nato-lande skal bruge fem procent af bruttonationalproduktet på forsvar?
Annonce
Spørgsmålene tårner sig op for EU-lederne. Og indtil videre har de ikke meget andet end kaffegrums at støtte sig til i de uformelle diskussioner om, hvordan EU bør forholde sig til Trump.
Donald Trump mener, at Europa behandler USA "meget uretfærdigt". Man hvad vil han konkret gøre for at lave om på Europas handelsoverskud med et USA, der i kraft af sit enorme militær samtidig betaler for at beskytte Europa?
Great meeting with @SecGenNATO Rutte to prepare the informal EU Leaders meeting on defence on Feb 3. Our mutually reinforcing strategic partnership is essential for the security of Europe. EU-@NATO are stronger working together. We will continue our unwavering support to #Ukrainepic.twitter.com/cQQoDNvBnr
Der er forsigtig lettelse over, at Trump ikke er gået så hårdt til værks over for Europa som frygtet. Truslen om told på europæiske varer er eksempelvis udskudt til april. Dermed er der tid til at forhandle.
Flere EU-lande mener, at man skal sætte hårdt mod hårdt og indføre told på amerikanske varer om nødvendigt.
Men spørgsmålet bliver, om EU kan holde sammen, når lande som Ungarn og Rumænien har Trump-venlige regeringer.
Italiens premierminister Meloni har desuden besøgt Trump i hans hjem, Mar-a-Lago, mens Elon Musk åbent støtter det højrenationale tyske parti Alternative für Deutschland (AfD).
Et vigtigt mål med mandagens møde bliver derfor at signalere europæisk sammenhold.
* Kan Mette Frederiksen samle Europa bag Grønland?
Statsminister Mette Frederiksen (S) har arbejdet hårdt på at samle europæisk opbakning efter Trumps trusler om at overtage Grønland.
Storbritanniens premierminister, Keir Starmer, får for første gang lejlighed til at møde alle 27 EU-landes ledere samlet ved det uformelle møde mandag. Storbritannien er afgørende for Europas forsvar og støtte til Ukraine, fastslår EU's præsident, António Costa, i sin indkaldelse til mødet (Arkivfoto). Foto: Mina Kim/Reuters
De nordiske lande står bag Danmark efter et møde hjemme hos Mette Frederiksen søndag. Det samme gør store EU-lande som Tyskland og Frankrig, som Mette Frederiksen har besøgt forud for topmødet.
Annonce
Mandag har Mette Frederiksen mulighed for at cementere støtten, hvis hun tager spørgsmålet om Grønland op i kredsen af de 27 EU-landes ledere.
Danmark ønsker dog ikke at eskalere situationen med USA, så der ventes ikke en fælles erklæring om Grønland fra mødet.
Men den danske regering kan håbe på opbakning fra de andre EU-lande til det grundlæggende princip om territoriel integritet. Et spørgsmål, som de baltiske lande også er optaget af i lyset af truslen fra Rusland.
Hvis Mette Frederiksen tager Grønland op på mødet, vil hun formentlig få tydelig opbakning fra mødeleder António Costa.
Som EU-præsident har han fastslået, at Danmarks suverænitet er et "vigtigt spørgsmål" for EU.
- Danmarks territoriale integritet, Danmarks suverænitet og stabiliteten af landets grænser er naturligvis et vigtigt spørgsmål, sagde Costa torsdag til Euronews.
Natos generalsekretær, Mark Rutte, deltager i frokosten på EU-mødet. Rutte taler for, at Nato-landene skal bruge mere end to procent på forsvar. Han vil diskutere støtten til Ukraine og samarbejdet mellem EU og Nato på mandagens møde. Det kommer kort efter, at han mødte statsminister Mette Frederiksen (S) i Bruxelles (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Det har givet Danmark øget tro på europæisk støtte i de kommende samtaler med Trump og hans administration.
* Kan EU-landene blive enige om mere forsvar og fælles investeringer?
Formålet med mødet var egentlig at diskutere forsvar og sikkerhed i Europa. Og det er fortsat et tema på mandagens møde.
Her vil Natos generalsekretær, Mark Rutte, deltage. Det samme gælder Storbritanniens premierminister, Keir Starmer, der også giver sit input.
Annonce
Grundanalysen er, at Rusland vil fortsætte med at være en trussel. Men betyder det, at Europa skal have et fælles missilforsvar? Eller er det bedre at investere i skibe, der kan reparere undersøiske kabler?
Og måske endnu mere ømtåleligt: Hvordan vil man betale for det? Skal det ske sammen i EU - eller skal det betales af medlemslandene?
En central udfordring er, at EU-traktaten forbyder finansiering af forsvar via EU-budgettet. Den Europæiske Investeringsbank støtter heller ikke investeringer i forsvar.
Statsminister Mette Frederiksen (S) tog en helikopter en del af vejen, da hun i en lynoverflyvning besøgte Tysklands forbundskansler, Olaf Scholz, Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, og Natos generalsekretær, Mark Rutte, for at samle opbakning til Danmarks linje i forhold til Grønland og Trump. Den danske statsminister vil bruge mere på forsvar, og hun udelukker ikke fælles gæld i EU (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Mette Frederiksen er blandt de ledere, der har åbnet for fælles gæld, men store EU-lande som Tyskland har hidtil været imod.
Så der bliver nok at diskutere, når EU-landenes ledere mødes mandag i Bruxelles.
/ritzau/
Derfor skal EU-lederne tale om forsvar
* EU's nye præsident, António Costa, har sendt et brev til EU-landenes stats- og regeringschefer, hvor han gør det klart, at mandagens "uformelle reflektionsmøde" skal bruges til at tale om europæisk forsvar.
* Målet med mødet er, at EU-landenes ledere kan give input til EU-Kommissionen og EU's udenrigschef, som skal udfærdige en plan for, hvordan Europas forsvar konkret skal oprustes - og ikke mindst, hvordan man vil betale for det.
* Derefter er det António Costas plan, at EU-landenes ledere skal vende tilbage til emnet på det ordinære EU-topmøde i juni. Her kan der træffes beslutning om, hvad der konkret skal indkøbes, hvor meget man kan samarbejde om, og hvordan det skal finansieres.
* Costas udgangspunkt er to grundlæggende "principper". For det første skal Europa tage mere ansvar for eget forsvar. For det andet er EU-landene selv ansvarlige for egne styrker. Der er dog behov for bedre samarbejde om indkøb til EU-landenes forsvar, mener han.
Seneste artikler
Inviterer til stor åbning af historisk bygning
Mobning i byrådet: - Jeg kan godt genkende tonen
Fascinerende syn: Skypumpe over Lolland
Borgmesteren i Hesnæs: - Det har været meget dødt
Fra smadret havn til sort af mennesker
Mest læste artikler
Tordenvejr truer
Brand lukker kendt grillbar indtil videre
Vanvidstur på ATV endte brat: Kørte direkte ind i politibil
Beboere måtte genhuses efter fare for nedstyrtning
Truet med bat og skudt i benet