Grundlægger af The Doors er død
Den amerikanske rockmusiker Ray Manzarek, der var med til skabe supergruppen The Doors, er død. Han blev 74 år gammel, skriver flere amerikanske medier.
Keyboardspilleren Manzarek, som døde mandag af en kræftsygdom på et hospital i Tyskland omgivet af sin familie, dannede i midten af 1960'erne bandet under ydmyge forhold sammen med forsangeren Jim Morrison.
Det blev siden en af de største rocksucceser i deres generation.
Manzarek, der er født i en polsk indvandrerfamilie i Chicago i 1939, studerede dengang film ved universitetet i storbyen Los Angeles og havde desuden en fortid som jurastuderende og klassisk musiker.
The Doors arbejdede i sommeren 1966 som husorkester i Los Angeles-klubben Whisky-A-Go-Go, hvor bandet vakte opmærksomhed med en unik lyd, Morrisons dramatiske sceneoptræden og Manzareks keyboardspil.
Det førte til en kontrakt med Elektra Records og en debut-lp, der stormede ind som nummer 1 på den amerikanske albumliste.
Siden fulgte en række sange, der i dag er rockklassikere såsom "The End", "Strange Days", "Break On Through", "The Unknown Soldier" og "When The Music Is Over".
The Doors blev endeligt opløst i 1973, og året efter begyndte Manzarek sin solokarriere i en mere jazzpræget retning, men var også med til at danne rockbandet Nite City.
Efter at have udgivet lyrikplader sammen med digteren Michael McClure var Ray Manzarek i 2002 med til at gendanne The Doors under navnet "The Doors Of The 21st Century".
The Doors kædes dog mere end nogen anden sammen med Jim Morrison, som døde i 1971. Han ligger begravet på kirkegården Père Lachaise i Paris. Gravstedet er et kultsamlingssted for Doors-fans.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned