Guantánamo-fanger kan nu sendes til USA

Den amerikanske Kongres gav tirsdag præsident Barack Obama det endelige grønne lys til at lukke fanger fra den kontroversielle Guantánamo-fangelejr ind i USA til retsforfølgelse. Med 79 stemmer for og 19 imod vendte Senatet tommelfingeren opad til forslaget, efter Repræsentanternes Hus gjorde det samme sidste uge.

Obama har lovet at lukke fangelejren på Cuba inden 22. januar, og muligheden for at stille de indsatte for en dommer i USA er en vigtig brik i præsidentens bestræbelser. Der sidder fortsat 220 personer indespærret på Guantánamo-basen. 80 af dem venter på at blive løsladt, mens der planlægges retssager for 60 andre.

De særlige militærdomstole på Guantánamo har været plaget af en række problemer, og Obama-administrationen står i det hele taget over for massive udfordringer, der skal løses, før lejren kan lukkes. Eftersom amerikanerne ikke vil have en eneste løsladt Guantánamo-fange på fri fod i USA, og de ikke kan sendes tilbage til tortur og forfølgelse i deres hjemlande, forsøger amerikanerne at finde forskellige opholdssteder til dem. Det er kun lykkedes i 27 tilfælde indtil nu.

Tilladelsen til at lade Guantánamo-fanger betræde amerikansk jord er en del af en større lovpakke til en værdi af 212 milliarder kroner, som omhandler indenlandsk sikkerhed. Den giver blandt andet også forsvarsministeriet Pentagon ret til at nedlægge veto mod frigivelsen af billeder, som viser mishandling af formodede terrorister i amerikansk varetægt.

Lovpakken giver ikke noget klart svar på, om fanger fra Guantánamo kan holdes indespærret på ubestemt tid i USA, og det står også uklart, hvad der skal ske med anklagede, som frifindes.

Loven skal nu underskrives af præsidenten, før den træder i kraft.

/ritzau/AFP

Den amerikanske Kongres har sagt ja til, at Guantanámo-fanger kan komme til USA og blive retsforfulgt.

Offentliggjort Sidst opdateret