Guantánamofanger måske på vej til USA

Obamaregeringen overvejer at indrette et fængsel til terrorfanger fra Guantánamolejren i Kansas eller Michigan. Retssagerne skal foregå på samme sted i USA.

Præsident Barack Obamas regering er langt inde i overvejelserne med at flytte terrormistænkte fra Guantánamolejren på Cuba til selve USA.
Dagbladet Washington Post skriver mandag, at regeringen måske vil flytte en del af Guantánamofangerne til et stærkt bevogtet fængsel, som drives i fællesskab af ministerierne for forsvar, justits og indenlandsk sikkerhed. Fængslet skal også indeholde en retssal, hvor retssagerne mod terrorfangerne kan gennemføres ved militærkommissioner.
Embedsmænd siger til avisen, at regeringen ser to førende kandidater: Militærfængslet i Fort Leavenworth, Kansas, og et fængsel for hårde fanger i Standish, Michigan, som står for at skulle lukkes.
Der befinder sig 229 fanger i Guantánamo. Nogle ventes løsladt, andre udleveret til andre lande, men tilbage er en restgruppe, som USA selv må tage sig af.
Obama underskrev kort efter sin tiltrædelse som præsident en ordre om at lukke Guantánamolejren i løbet af et år. Men planen er stødt på hård politisk modstand - også fra nogle af hans demokratiske partifæller. Ingen ønsker at huse terrorfanger i deres egen valgkreds.


/ritzau/




Offentliggjort Sidst opdateret