Gulklædte i Thailand truer med modaktion

Thailands såkaldte gulskjorter, der er støttet af landets elite, siger, at de vil tage sagen i egen hånd, hvis regeringen ikke får styr på de mange protester i hovedstaden Bangkok inden for en uge.

Udmeldingen skaber frygt for voldelige sammenstød mellem de gulklædte tilhængere af regeringen og den rødklædte opposition, der i mere end en måned har protesteret mod regeringen og premierminister Abhisit Vejjajiva.

- Hvis de samles fredeligt, så vil det ikke være noget problem. Men folket ønsker ikke nye spændinger med flere grupper af demonstranter, siger en talsmand for regeringen om truslen fra de gule.

I 2008 blokerede de gulklædte demonstranter Bangkoks to største lufthavne, hvilket førte til en kontroversiel dom, der afsatte den tidligere premierminister Thaksin Shinawatras allierede. Ved et efterfølgende parlamentsvalg kom den nuværende regering til magten.

De rødklædte demonstranter er tilhængere af den korruptionsdømte Thaksin, som blev væltet ved et kup i 2006 og flygtede i eksil. De kræver, at premierminister Abhisit træder tilbage, opløser parlamentet og udskriver nyvalg.

Den røde gruppe opstod i 2008 som en modreaktion til de gule Thaksin-modstandere, mens de gulklædte dannede partiet Folkets Alliance for Demokrati (PAD) i 2005.

Bevægelsen sværger troskab mod tronen og støttes af eliten i Bangkok. De gule demonstranter spillede desuden en vigtig rolle for afsættelsen af Thaksin i 2006.

/ritzau/AFP

Regeringen i Thailand har fået en uge til at få skabt ro i hovedstaden, Bangkok. Ellers vil de gulklædte regeringstilhængere ikke tøve med at gå på gaden.

Offentliggjort Sidst opdateret