Guvernøren med baseballtrøjen på kontoret vil være USA's præsident

Ritzau Grafik. Foto: WER/Free

Siden 2012 har Ron DeSantis været en del af amerikansk politik. Nu forbereder han næste skridt i jagten på det øverste trin som USA's præsident nummer 47.

Offentliggjort Sidst opdateret

- Jeg er Ron DeSantis, og jeg stiller op som præsidentkandidat for at gå forrest i Amerikas store comeback.

Natten mellem onsdag og torsdag dansk tid trådte guvernøren i Florida, Ron DeSantis, officielt ind i kampen om at blive Det Republikanske Partis næste præsidentkandidat. Langt om længe.

For det har ligget i kortene, at den 44-årige guvernør vil tage kampen op mod blandt andre Donald Trump i Det Republikanske Parti.

Ved midtvejsvalget i efteråret fejede han al modstand af banen, da han blev genvalgt som guvernør med 20 procentpoint ned til den nærmeste konkurrent.

Dermed blev den republikanske kandidats popularitet endnu en gang understreget.

Baseballtrøjen fra Yale University hænger derfor stadig i Floridas parlamentsbygning i byen Tallahassee. Det vil den formentlig også komme til i Det Hvide Hus, hvis DeSantis ender med at blive USA's præsident nummer 47.

Ifølge The Guardian og Reuters har baseball nemlig fyldt meget i DeSantis' liv. Hans barndomshold i Dunedin nåede langt i en national turnering i 1991.

På Yale University var han kaptajn på førsteholdet, mens han var studerende, skriver Reuters.

Baseballinteressen har DeSantis stadig. Formanden for Det Republikanske Parti, Christian Ziegler, har selv set baseball med præsidentkandidaten.

- Han er meget passioneret omkring sport og kan have gode samtaler med andre omkring sport, fortæller Ziegler ifølge The Guardian.

Om DeSantis drømte om en fremtid som professionel baseballspiller, er ikke til at sige. Men sådan blev det ikke. I stedet har guvernøren brugt det meste af sit voksne liv på politik og det offentlige.

Da han gik på Harvard Law School, blev han officer i US Navy.

Efter at han blev færdiguddannet på Harvard, tilsluttede DeSantis sig Judge Advocate General Corps. Her var han advokat, blandt andet både i Guantanamo og Irak, hvor han rådgav specialstyrker, skriver Reuters.

En kort periode som statsadvokat i Florida fik sin ende, da han snuppede en plads i Repræsentanternes Hus i 2012. Der sad DeSantis, indtil han stillede op som guvernør i 2018.

Ron DeSantis (i midten) havde ikke været den samme person uden sin kone, Casey (til venstre for DeSantis), har hans tidligere stabschef fortalt til mediet Insider. (Arkivfoto). Foto: Damian Dovarganes/Ritzau Scanpix

Den rolle har Trump 2.0, som han er blevet kaldt, besiddet siden.

Måske er det derfor, at DeSantis af politiske iagttagere beskrives som den mest magtfulde og frygtede guvernør i Floridas historie.

Under coronapandemien var han fast besluttet på at holde både butikker og turistdestinationen Florida åben. Og han gjorde modstand mod mundbind og vacciner.

DeSantis støtter traditionelle familieværdier og er selv katolik. Han er gift med 42-årige Casey Black. De har sammen tre børn - Madison, Mason og Mamie. DeSantis har aldrig lagt skjul på Caseys betydning for hans politiske liv.

- Det er tydeligt, at hun er X-faktoren. De fuldender det politiske element, som er Ron DeSantis. Uden Casey ville han ikke være den samme person, fortalte Scott Parkinson, som er DeSantis' tidligere stabschef i Repræsentanternes Hus, til mediet Insider i efteråret 2022.

Caseys hånd holdt Bibelen, da DeSantis blev taget i ed til Repræsentanternes Hus og som guvernør i Florida. Det vil den nok også gøre, hvis han skal tages i ed som USA's præsident.

/ritzau/

DeSantis har haft skrantende 2023

* Ron DeSantis har ikke fået den optimale start på 2023.

* I februar udkom bogen "Modet til at være fri: Floridas plantegning for Amerikas genfødsel". Den skulle være et springbræt til hans præsidentkandidatur. Sådan blev det ikke.

* Ron DeSantis har også forsøgt sig med en udenrigsturné. Det var planen, at det skulle finpudse statsmandsimaget. Turen rundt i verden fik nærmest den modsatte effekt.

* DeSantis startede 2023 med 28,8 procents opbakning fra baglandet. På daværende tidspunkt lå Trump på 47 procent. Efter en kort periode omkring 30 procent har meningsmålingerne været nærmest kontinuerligt dalende for DeSantis hen over foråret.

* I den seneste meningsmåling fra Real Clear Politics står DeSantis til 20,9 procent af de republikanske stemmer. Donald Trump står til 54,9 procent.

* DeSantis fik i et interview i marts præsenteret krigen i Ukraine som territorielle stridigheder, som USA ikke bør blande sig i. Kort efter gik DeSantis ud og beklagede.

Kilde: Real Clear Politics, Politico, The Guardian, Ritzau.

/ritzau/

Den politiske rejse startede for Ron DeSantis, da han blev medlem af Repræsentanternes Hus i 2013. I 2018 blev han guvernør i Florida. Det har han været siden. (Arkivfoto). Foto: John Raoux/Ritzau Scanpix

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu