Gyser i Florida: Stemmeoptælling indstillet
Afgørelsen på valggyseren i Florida er blevet udskudt, efter at valgansvarlige i sydstaten midlertidigt har indstillet optællingen af stemmer fra det amerikanske præsidentvalg.
Som i år 2000 har Florida fundet problemer med stemmerne, og der vil ikke komme en afgørelse før senere onsdag.
Indtil videre er 98 procent af stemmerne optalt. Af disse har 49,85 procent stemt på den demokratiske præsident Barack Obama, mens 49,29 procent har sat deres kryds ved republikaneren Mitt Romney.
Florida er med sine knapt 19 millioner indbyggere den største af de såkaldte svingstater, og afgørelsen har ofte været knivskarp. I år har Mitt Romney længe - ifølge målingerne - ligget til at erobre den folkerige stat på USA's sydøstlige solskinskyst.
I 2008 vandt Barack Obama i Florida, men en skrantende økonomi og et stigende antal konservative pensionister har sendt staten i Romneys retning.
Til gengæld er delstaten også befolket af mange latinovælgere - helt præcist 22,5 procent af befolkningen - som traditionelt stemmer demokratisk.
I valgsammenhæng huskes Florida dog især for gyseren i 2000, hvor George W. Bush efter et sandt drama vandt delstaten med få hundrede stemmer foran konkurrenten Al Gore.
Det skete, efter USA's Højesteret nægtede en omtælling af samtlige stemmesedler i Florida.
Bush sikrede sig dermed samtlige valgmænd samt præsidentposten til trods for, at han faktisk ikke fik flest stemmer på landsplan.
Også i år har Florida tiltrukket sig opmærksomhed. Statens republikanske ledelse valgte at lukke for muligheden for at stemme på forhånd tidligere end normalt.
Det har resulteret i lange køer og stor utilfredshed blandt mange demokrater, der har kaldt beslutningen for politisk motiveret. Det er nemlig ofte demokrater, der benytter muligheden for at stemme tidligt.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde