Håb og kaos hos de frustrerede indbyggere i det frie Kherson

Der er både frustrationer og tumult ved uddelingsstederne i Kherson. Foto: Bulent Kilic/Ritzau Scanpix

De russiske besættere er ude af Kherson igen, men livet er ikke let for indbyggerne. De mangler mange fornødenheder, og der er omfattende ødelæggelser.

Offentliggjort Sidst opdateret

Efter otte måneders besættelse er indbyggerne i Kherson i det sydlige Ukraine stille ved at tilpasse sig et liv uden russiske soldater i gaderne.

Men det betyder ikke, at livet er let. Der er store ødelæggelser i byen, og forude venter en kold og usikker vinter midt i den fortsatte krig.

Den ukrainske hær nåede frem til Kherson den 11. november. Russerne havde trukket sig tilbage dagen forinden.

Der var eufori i de første dage, men nu har en barsk hverdag meldt sig for indbyggerne, som der inden krigen var knap 290.000 af.

Nyhedsbureauet AFP har haft journalister i byen. De skriver, at indbyggerne nu har travlt med at opbygge lagre af basisvarer for at klare sig i den kolde tid.

Det er ikke let.

Da russerne trak sig ud, ødelagde de strøm- og vandforsyningen.

Situationen på byens store plads Svoboda viser, hvordan forholdene er nu.

Nu handler livet om at stå i kø.

I kø for at få simkort.

I kø for at få pensioner.

I kø for at få noget af den humanitære hjælp, der er begyndt at komme til Kherson.

Nogle gange koger frustrationerne over. Kherson-borgere i alle aldre bruger albuer for at møve sig frem og få fat på mad og det varme tøj, der er doneret til byen.

Nogle råber i munden på hinanden. Frivillige kaster forsyninger ud blandt de ventende ukrainere.

Khersons indbyggere er nu i gang med at opbygge lagre derhjemme med basisvarer. Ved uddelingsstederne koger temperamentet og utålmodigheden indimellem over. Foto: Bulent Kilic/Ritzau Scanpix

På et sted forsøger frivillige at sætte kaosset i system.

De har lavet en venteliste over de personer, der i timevis har stået i den kolde regn og ventet på at få soveposer og batterier.

Listen nåede op på 600 navne, inden projektet faldt fra hinanden.

- Det er dem, der kommer først, der får. Nogle er ikke glade for det, siger en af de frivillige, den 27-årige jernbanearbejder Maksym til AFP.

Han stod selv på listen som nummer 235, da han meldte sig frivilligt.

Ved en kø, som venter på tæpper og lamper, der lyser ved hjælp af solenergi, bliver folk stående forholdsvist upåvirket, da nogle runder fra det ukrainske artilleri runger igennem gaderne.

Khersons indbyggere har både set og hørt meget krig før.

Ukrainere i alle aldre venter på at få udleveret nødhjælp i Kherson. Foto: Bulent Kilic/Ritzau Scanpix

- Det her er første gang, vi modtager nogen form for hjælp, siger den 62-årige Tatiana Bozhko.

- Vi er glade for, at nogen tænker på os.

Et andet sted på Svoboda Plads ser det anderledes ud. Mennesker løber hen til varebiler, hvorfra der uddeles basisvarer som madolie, pasta og forskellig dåsemad.

Der er kaotiske scener.

- Det her bringer skam over byen Kherson, råber en af indbyggerne mod sine medborgere.

Trods de barske vilkår benytter mange den nyvundne frihed til at vise, at de er ukrainere og glade for det. De går på byens gader med det ukrainske flag om skuldrene.

De har alle historier fra besættelsen.

- Jeg bor ved siden af en politiskole, hvor russerne boede. Den blev ramt af Himars. Jeg fik kun et par revner i mit vindue, fortæller den 37-årige Artem Zeytullayev.

Himars er præcisionsvåben, som Ukraine har fået fra USA.

Tatiana Bozhko fra køen fortæller, at vedvarende angreb på Antonivskyi-broen nær hendes hjem var forfærdelige, men nødvendige.

- Det var uundgåeligt for at bringe fred til vort område. Jeg var virkelig bange.

/ritzau/

Kort om Kherson

* Byen Kherson ligger i det sydlige Ukraine på den vestlige side af floden Dnipro.

* Inden Ruslands angreb på Ukraine den 24. februar 2022 havde Kherson anslået 280.000-290.000 indbyggere.

* Blev grundlagt i 1778 som et fort. Fire år tidligere havde Rusland annekteret området.

* I 1803 blev byen hovedstad i provinsen Kherson.

* Rusland opbyggede en industri i byen og provinsen. Bryggerier, skibsværfter og landbrug.

* I 1922 opstod Sovjetunionen, som både Rusland og Ukraine var en del af. Sovjetunionen kollapsede og blev opløst i 1991. Kherson blev en del af republikken Ukraine.

* Da Rusland angreb Ukraine, var Kherson skueplads for hårde kampe. Det var den første større ukrainske by, som Rusland erobrede.

* Rusland har formelt annekteret Kherson-provinsen, men efter hårdt militært pres blev Rusland tvunget ud af byen Kherson tidligere på måneden. Den 11. november rykkede Ukraines hær ind i byen.

Kilde: Britannica, AFP og Reuters.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu