Chancerne for at få de 29 minearbejdere, der er fanget dybt under jorden i New Zealand, ud i live svandt yderligere ind sent lørdag dansk tid.
Prøver viste, at der er brand i minen, og at det derfor fortsat er for farligt for redningsarbejdere at komme ind.
Selv om myndighederne siger, at de stadig fokuserer på redningsaktionen i minen ved Greymonth på vestkysten af New Zealands sydlige ø, tilføjer de, at de er realistiske i forhold til de oplysninger, de giver til de forsvundne mænds familier.
Pårørende til fem udenlandske statsborgere blandt de 29 minearbejdere er blevet fløjet til mineområdet, efter at håbet om at finde overlevende i minen er blevet mindre.
Allerede tidligere lørdag dansk tid var redningsholdet nødt til at udsætte arbejde, fordi der skulle bores en ny luftskakt, så det var muligt at kontrollere luften for gasarter. Først når det var sket, kunne redningshold sendes ned i kulminen, lød det fra myndighederne.
Der har ikke været kontakt med minearbejderne, siden en eksplosion fredag rystede minen. De formodes at befinde sig 150 meter under jorden, men 2,5 kilometer inde i minen.
Den ældste af minearbejderne er 62 år. Den yngste er 17 år, og han var formentlig med sit skiftehold i minen for første gang.
New Zealands regering håber på, at sagen får samme lykkelige udgang som i Chile, hvor 33 minearbejdere blev reddet op i live i sidste måned efter to en halv måneds indespærring.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde