Hacket amerikansk børstilsyn får efterforskningshjælp af FBI

I en halv time så det ud til, at tilsyn havde godkendt børsnoteringer af indeksfonde, der følger bitcoin.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det amerikanske børstilsyn (SEC) siger onsdag, at det sammen med blandt andet FBI efterforsker, hvordan det kunne ske, at der tirsdag blev lagt et falskt opslag på SEC's X-konto.

Det skriver Reuters.

Det amerikanske børstilsyn fik tirsdag aften hacket sin profil på det sociale medie X.

I en halv times tid fremstod det, som om tilsynet havde godkendt indeksfonde, der følger kryptovaluta.

Gary Gensler, formand for SEC, skrev tirsdag på X, at der var tale om et hackerangreb, og at "SEC ikke har godkendt børsnotering og handel med bitcoin ETF-produkter".

Specifikt er der tale om en ETF, som er en børshandlet investeringsfond, der hidtil ikke har været godkendt til handel, når det kommer til bitcoin.

I det falske X-opslag fra SEC fremgik det, at det nu ville blive muligt at handle ETF'er, der følger bitcoin, på traditionelle aktiebørser som Nasdaq og S&P 500.

Kort efter opslaget steg værdien af bitcoin fra omkring 319.000 kroner til omkring 327.000 kroner. En halv time senere var værdien faldet til cirka 309.900 kroner.

- Dagens godkendelse øger gennemsigtigheden på markedet og giver investorer effektiv adgang til at investere i digitale aktiver inden for regulerede rammer, citerede det falske opslag Gensler for.

/ritzau/