Hækkerup vil gøre Natos forsvar miljøvenligt
Foto: Keld Navntoft /Scanpix
Keld Navntoft /Scanpix
Natos forsvar skal være mere miljøvenligt og tage aktiv del i den grønne dagsorden. Det slog forsvarsminister Nick Hækkerup (S) tirsdag et slag for på et forsvarsministermøde i Nato i Bruxelles.
Under mødet foreslog forsvarsministeren landene, at man skal arbejde på gøre eksempelvis militærets biler og fly mere grønne med henblik på at mindske miljøforureningen.
- At bringe en liter diesel ind i Afghanistan kræver syv liter diesel. Hvis man kunne erstatte brugen af diesel eller andet med solceller, så er det en fordel.
- Hvis vi investerer i energioptimering, har det en fordel økonomisk, energimæssigt og for det operative, siger Nick Hækkerup efter mødet.
Verden over bliver der skåret kraftigt i militærbudgetterne, og her kan det være en fordel at omlægge til et grønnere forsvar, da der ifølge forsvarsministeren kan være en økonomisk fordel.
Desuden er det et incitament, at man bliver mindre afhængig af fossile brændstoffer og olie fra eksempelvis Mellemøsten.
- Der er et stort potentiale, som er uforløst, og som med investeringer kunne forbedre økonomien.
- Når det er interessant i Nato-sammenhæng, så er det fordi, at landenes forsvar er nogle af de helt store ejere af biler, skibe, fly og bygninger, siger Nick Hækkerup.
Han mener, at der blev taget godt imod forslaget og fremhæver, at Letland og Ungarn virkede begejstrede, mens Natos generalsekretær Anders Fogh Rasmussen tog det med i mødets konklusioner.
- Det er jo ikke sådan, at man fremhæver hinandens indlæg, men jeg opfatter det som positivt, at to lande og generalsekretæren ikke alene siger, at det er en god idé, men at der også skal arbejdes videre med det, siger Nick Hækkerup.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker