Hældte blod på regeringsbygning i Bangkok

Tusindvis af demonstranter deltog i en opsigtvækkende politisk happening, da de hældte deres eget blod ud ved porten til regeringshovedkvarteret i den thailandske hovedstad, Bangkok.

Foran de snurrende tv-kameraer hældte demonstranterne blodet ud ved regeringshovedkvarteret for at understrege deres krav om, at regeringen udskriver valg. Det krav blev mandag afvist af premierminister Abhisit Vejjajiva.

- Blodet skal vise vores engagement i kravet om demokrati, siger en leder af den røde fløj, Nattawut Saikur, der kalder begivenheden "et vigtigt ritual".

Forinden havde demonstranterne - der er klædt i røde t-shirts og trøjer for at vise deres støtte til den afsatte og korruptionsdømte premierminister Thaksin Shinawatra - stået i lange køer for at give blod, som derefter blev hældt på femliters-flasker.

Ifølge arrangørerne af den politiske happening blev der indsamlet omkring 300 liter blod, hvilket er et stykke under målet på tusind liter.

- Jeg gør det her for at vise, hvordan det thailandske folk bekæmper uretfærdigheder, sagde den 52-årige Chuleeporn Ruangsinprasert, mens sprøjten med hendes blod blev tømt over i en flaske.

- Det er så specielt, det kommer fra hjertet. Jeg vil give mit blod for samfundet, så vi ikke længere skal styres af de magtfulde eliter, tilføjede hun.

Demonstranterne kommer hovedsageligt fra fattige landområder i den nordlige del af landet, hvor Thaksin har sine fleste støtter. Han blev afsat ved et militærkup i 2006.

/ritzau/AFP

Demonstranter hælder flere hundrede liter blod ud ved regeringens hovedkvarter i Bangkok for at vise deres støtte til den afsatte premierminister.

Offentliggjort Sidst opdateret