Hærchef: Der er plads til alle i Egypten
- Der er plads til alle i Egypten.
Sådan lyder beskeden søndag fra den egyptiske hærchef Abdel Fattah al-Sisi til tilhængere af den afsatte præsident Mohamed Mursi og Det Muslimske Broderskab.
Beskeden faldt i en tale, som al-Sisi holdt for befalingsmænd fra landets militær og politistyrker.
Kommentaren er al-Sisis første offentlige udtalelse, siden volden eskalerede i Egypten onsdag, da militæret ryddede protestlejre i hovedstaden Kairo, hvor medlemmer af Det Muslimske Broderskab befandt sig. Siden da har over 700 mennesker mistet livet.
Talen falder samtidig med, at den egyptiske udenrigsminister, Nabil Fahmy, i et interview med det tyske magasin Der Spiegel fastholder, at landets overgangsregering ikke har opgivet køreplanen mod demokrati til trods for de seneste dages voldshandlinger.
I interviewet til Der Spiegel, der udkommer mandag, siger den tidligere ambassadør i USA, at det er usandsynligt, at Egyptens militære ledere vil udvide den undtagelsestilstand, som blev udstedt tidligere på ugen.
- Jeg kan forsikre vores venner om, at vi fastholder vores køreplan til demokrati, siger Nabil Fahmy til Der Spiegel.
Det Muslimske Broderskab har varslet flere demonstrationer de kommende dage i protest mod afsættelsen af den tidligere præsident Mohamed Mursi.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Grønt initiativ åbner i dag
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker