Myndighederne i Sri Lanka opgiver at køre en højprofileret retssag mod den tidligere hærchef og præsidentkandidat Sarath Fonseka.
Fonseka stod ellers anklaget ved en militærdomstol for ulovlig politisk virksomhed og korruption.
For nylig afgjorde dommerpanelet, der består af tre generaler, at de ikke havde myndighed til af afgøre begge anklager, og derfor udskød de sagen uden yderligere forklaring.
Mandag besluttede domstolen så helt at afvise sagen mod Fonseka, som var hjernen bag hærens sejr over De Tamilske Tigere, LTTE, i maj 2009.
Han ledte regeringsstyrkerne i det sidste opgør med LTTE i den nordøstlige del af Sri Lanka, hvor op mod 200.000 civile var fanget i kampene.
Den tidligere hærchef kom efterfølgende på kant med præsident Mahinda Rajapakse, da han gik ind i politik i november og stillede op ved præsidentvalget i januar.
Fonseka blev anholdt kort efter præsidentvalget, som han tabte til Rajapakse.
Hans tilhængere siger, at hele retssagen mod ham har været politisk motiveret, og at den blot var et påskud for at forhindre Fonseka i at stille op til parlamentsvalget i starten af april.
Tilhængerne kritiserer desuden, at sagen mod ham skulle foregå ved en militærdomstol, eftersom han har forladt militæret og nu optræder civilt.
Det var ventet, at regeringen ville føre flere end 30 vidner, og retssagen var planlagt til at vare i flere uger.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub