Hærenheder loyale over for den hårdt trængte præsident, Laurent Gbagbo, indstiller skydningen og beder FN om våbenhvile efter to døgns hårde kampe i Elfenbenskystens hovedby, Abidjan.
Beslutningen kommer, efter at styrker loyale over for den FN-anerkendte præsident, Alassane Ouattara, i weekenden indledte en offensiv mod Gbagbos styrker i byen.
Sideløbende har FN-soldater og franske soldater i byen beskudt Gbagbos præsidentpalads og omringet flere militærbaser, blandt med kamphelikoptere.
- Efter at franske styrker har bombet vore baser og enheder i Abidjan, har vi indstillet beskydningen og bedt FN om en våbenhvile, siger hærchef Phillipe Mangou. Han tilføjer, at en våbenhvile vil "beskytte" befolkningen, soldater, og præsidentens og dennes familie.
Det er uklart, hvordan Gbagbo reagerer, da han ikke har sagt noget offentligt i et døgn eller oplyst, hvor han befinder sig.
Britiske BBC skriver, at Gbagbo stadig opholder sig i præsidentpaladset og har søgt tilflugt i beskyttelsesrum under paladset sammen med sin familie.
Paladset er ifølge flere kilder omringet af soldater, de er loyale over for Alassane Ouattara.
En talsmand for Ouattara siger, at Gbagbo er i gang med forhandlinger om at overgive sig efter 10 år ved magten i det vestafrikanske land.
Alassane Ouattara vandt præsidentvalget i november og er internationalt anerkendt som Elfenbenskystens præsident. Laurent Gbagbo har hidtil nægtet at anerkende sit nederlag og siger, at Ouattara svindlede sig til sejren.
For et par uger siden indledte styrker loyale over for Ouattara en offensiv og tog hurtigt kontrol over det meste af landet. I weekenden nåede styrkerne frem til Abidjan og indledte "et afgørende slag mod Gbagbo".
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker