Hæren giver ultimatum til kupmagere i Burkina Faso
Afsat regering i Burkina Faso siger, at præsidentgarde er begyndt at forhandle om en overgivelse.
Soldater, der er loyale mod Burkina Fasos regering, har udstedt et ultimatum til kupmagere, som tog magten i landet i sidste uge: Nedlæg våbnene inden klokken 12 (dansk tid), ellers bliver I angrebet, siger en højtstående officer fra loyalisterne til Reuters.
Soldater, som er imod kupmagerne under ledelse af den tidligere efterretningschef general Gilbert Diendere og præsidentgarden, forlod tidligt tirsdag deres kaserner og baser forskellige steder i landet og rykkede mod hovedstaden.
De gik ind i storbyen i nattetimerne, og ifølge talsmænd for de grupper, som støtter den afsatte regering, er præsidentgardens 1200 soldater begyndt at forhandle om en overgivelse.
- De har indtil klokken 12 til at nedlægge deres våben og overgive sig på basen Sangoule Lamizana, siger officeren, der er fra en af de grupper, som er loyale overfor den afsatte præsident.
Kupmagerne frigav tidligt tirsdag landets premierminister, Isaac Zida, siger talsmænd for regeringen.
Landets militære ledere indledte allerede mandag drøftelser med repræsentanter for præsidentgarden, der i sidste uge gennemførte et kup og tilbageholdt den midlertidige præsident, Michel Kafando, samt flere ministre.
Frankrigs ambassadør i landet oplyser, at Michel Kafando har søgt tilflugt i ambassadørboligen i byen.
Præsidentgarden er en elitestyrke, som var en vigtig hjørnesten i den tidligere præsident Compaores regime, inden denne blev væltet i oktober i fjor af demonstrationer. En planlagt opløsning af garden skal have været en hovedårsag til kuppet.
Kuppet fandt sted på et tidspunkt, hvor Burkina Faso var ved at forberede sig på det første valg efter afsættelsen af den tidligere præsident Blaise Compaore. Fredsprocessen blev anset som et forbillede for andre lande i regionen.
FN's Sikkerhedsråd og USA samt EU har fordømt kuppet og krævet en frigivelse af alle tilbageholdte ledere.
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde