Hæren har generobret dele af Aleppo
Den syriske hær påstår, at den har tilbageerobret terræn i landets største by, Aleppo, efter voldsomme kampe med oprørsstyrker. De seneste to dage menes omkring 200.000 indbyggere at være flygtet fra Aleppo i den nordlige del af det borgerkrigsramte land.
Flugten skyldes, at regeringsstyrker har fået forstærkninger i form af flere soldater, kampvogne og helikoptere for at kunne angribe oprørerne, der har bidt sig fast i størstedelen af byen med omkring 2,5 millioner indbyggere.
Regeringsstyrker har blandt andet affyret raketter fra kamphelikoptere mod oprørernes stillinger. Nu hævder hæren, at den igen kontrollerer den centrale bydel Salaheddin.
- Vi har nu genvundet den fuldstændige kontrol over Salaheddin fra lejesoldaterne. Om få dage vil Aleppo igen være et trygt og sikkert sted, siger en talsmand for den syriske hær til det statslige tv.
Oplysningen er ikke bekræftet fra anden side.
Ifølge USA's forsvarsminister, Leon Panetta, kan den syriske hærs angreb på landsmænd blive kostbar for præsident Bashar al-Assad.
- Hvis styret fortsætter de tragiske angreb mod sit eget folk i Aleppo, så tror jeg, at det vil være det sidste søm i præsident Bashar al-Assads kiste, sagde Panetta søndag før et besøg i Mellemøsten.
Han understregede behovet for at støtte oppositionen, men signalerede ingen øget opbakning fra amerikansk side. USA bistår oprørerne med kommunikationsudstyr samt medicin. Opgaven med at bevæbne oprørerne er overladt til andre lande.
Titusinder af syrere har søgt tilflugt i nabolandene Jordan, Irak og Tyrkiet i de seneste dage. Mange er også flygtet til Algeriet.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde