Hærfører dømt for folkedrab får ti minutters taletid i ankesag
Omkring 40.000 muslimer havde i 1995 søgt tilflugt i Srebrenica, som var under FN's beskyttelse. Men alligevel angreb bosnisk-serbiske styrker under ledelse af general Ratko Mladic byen og henrettede over 8000 muslimske mænd og drenge. (Arkivfoto). Foto: Dado Ruvic/Reuters
Dado Ruvic/Reuters
Tirsdag indledes appelsagen med Ratko Mladic, der i 2017 blev idømt livstid for massakre under Balkan-krigen.
Borgerkrigen på Balkan i 1990'erne trækker fortsat spor.
Tirsdag begynder en appelsag ved et FN-tribunal i den hollandske by Haag med en af krigens mest berygtede aktører, den tidligere bosnisk-serbiske hærfører Ratko Mladic.
Han er også kendt under tilnavnet "Slagteren fra Bosnien" for sin rolle i massakren i den bosniske by Srebrenica i 1995.
Her blev flere end 8000 muslimske mænd og drenge dræbt af bosnisk-serbiske soldater under ledelse af den nu 77-årige Mladic.
I 2017 blev han ved en FN-domstol fundet skyldig i krigsforbrydelser, forbrydelser mod menneskeheden og folkedrab og idømt en fængselsstraf på livstid.
FN's menneskerettighedschef Zeid Ra-ad al Hussein beskrev efter dommen Mladic som "indbegrebet af ondskab".
Efter 16 år på flugt blev Mladic pågrebet i 2011, og han er nu en svagelig skygge af sit tidligere jeg og plaget af helbredsproblemer
Mladics ankesag skulle have været for Haag-domstolen allerede i marts i år. Derefter i juni. Men den blev flere gange udsat, fordi han havde gennemgået en tarmoperation.
Sagen indledes tirsdag med et indlæg fra forsvarsadvokaterne for Mladic, hvorefter det er anklagerens tur.
Onsdag får Mladic selv mulighed for at fremføre sine argumenter. Han er tildelt en taletid på ti minutter i sit forsøg på at få ændret dommen for sin andel i den blodige borgerkrig.
Det er uvist, om han møder op i retslokalet eller taler via et videolink.
Mladic har gennem årene kategorisk afvist alle beskyldninger.
- Jeg forsvarede mit land og mit folk, sagde han ved det første retsmøde efter tilfangetagelsen i 2011.
Mladic oplevede tidligt krigens gru, da han som helt lille mistede sin far, der blev dræbt i kamp med soldater fra Kroatiens regime under Anden Verdenskrig.
Han fulgte i sine forældres militære fodspor og havde rang af oberst i Jugoslaviens hær, da føderationen begyndt at slå sprækker i 1991.
Konflikterne brød ud, da det daværende Jugoslavien blev sønderrevet af rivalisering efter kommunismens fald.
I 1994, da borgerkrigen rasede, begik hans eneste datter selvmord med sin fars favoritpistol. Personer tæt på Mladic er citeret for at sige, at den 23-årige datters selvmord "skubbede ham ud over kanten".
Det var året før massakren i Srebrenica, der er den værste blodsudgydelse på europæisk jord siden Anden Verdenskrig.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned