Haiti finder værdi i menneskelort

I Haiti viser behovet for hjælp sig på mange måder. For de mange haitianere, der bor på gaden og den million mennesker, der stadig bor sig i teltlejre ét år efter jordskælvet, er det ikke let at finde et offentligt toilet, når naturen kalder.

Det forsøger en brasiliansk ngo, der er støttet af Folkekirkens Nødhjælp, at lave om på midt i den dødelige kolera-epidemi, hvor frygten for bakterier og smitte er større end nogensinde. De har bygget offentligt toilet med tilhørende biogasanlæg klods op af en teltlejr på et gammelt industriområde i Port-au-Prince.

- Vores opgave er at vise haitianere nogle simple værktøjer til overlevelse. Og det er ikke kompliceret at lave biogas af menneskelort, siger leder af vandprogrammet mod kolera, Martin Wartchow, hos Viva Rio.

Når der er trukket og sluppet, og gassen er udviklet i anlægget er der vand og gødning tilbage, der siver videre gennem systemet. Blandingen bruges til at dyrke planter til Haitis smadrede skovområder. Og vandet - der siver gennem et net af rødder - er så rent at man kan opdrætte fisk i det.

Gasbeholderen dræber kolerabakterierne, så vandet og gødningen kan genbruges på en sikker måde i et land, hvor vand er en knap ressource.

Økosystemet håndterer Haitis udfordringer med et glimt i øjet, mener generalsekretæren i Folkekirkens Nødhjælp, der støtter Viva Rio økonomisk.

- Der er humor i det her projekt, fordi man siger, at selv i den menneskelige lort, i skidtet, er der faktisk en værdi. Når det samtidig er kombineret med et offentligt toilet, hvor folk er ansat til at tage imod en betaling for at gå ind og skide, så får ud også sat folk i arbejde, siger Henrik Stubkjær, der er i Haiti op til årsdagen for jordskælvet den 12. januar i fjor.

Værdien i skidtet mærker børnene fra den nærliggende lejr. 700 børn spiser et måltid om ugen tilberedt over biogas.

/ritzau/

En dansk-støttet ngo i Haiti har med moderne teknologi fundet "værdi i den menneskelige lort", lyder det fra generalsekretæren i Folkekirkens Nødhjælp.

Offentliggjort Sidst opdateret