Haiti opgiver at finde flere overlevende

Eftersøgningen efter overlevende efter det kraftige jordskælv i Haiti for 11 dage siden er slut.

Haitis regering har besluttet, at det ikke længere giver mening at bruge kræfter på at lede efter overlevende i ruinerne, oplyser FN.

132 mennesker er reddet ud af ruinerne i live af national og internationale redningsmandskab siden jordskælvet.

De to sidste, der blev reddet i live, er en 82-årig kvinde og en 22-årig mand, som blev fundet i sammenstyrtede bygninger i hovedstaden Port-au-Prince.

67 redningsmandskab har deltaget i eftersøgning med tilsammen 1918 mand og 160 sporhunde.

Hjælpearbejdere siger, at der er tale om et rekordstort antal reddede personer efter et så kraftigt jordskælv, der målte 7,0 på richterskalaen.

Samtidig fortæller FN og andre hjælpeorganisationer, at arbejdet med at få forsyninger af mad, medicin og telte frem til ofre for jordskælvet er kommet op i fart.

Det sker, efter at en havn i Port-au-Prince er åbnet, og at det er lykkedes at øge kapaciteten i byens eneste lufthavn, så flere fly med nødhjælp kan lande.

/ritzau/AFP

Haitis regering har officielt afsluttet eftersøgningen efter overlevende efter det kraftige jordskælv for 11 dage siden. 132 er reddet ud af ruinerne.

Offentliggjort Sidst opdateret