Haitis premierminister træder tilbage midt i uroligheder
Ariel Henry (centrum) har tidligere lovet, at han ville træde tilbage i februar. Men han skiftede mening og sagde i stedet, at han ikke ville stoppe på posten, før orden er genoprettet i landet. (Arkivfoto). Foto: Andrew Kasuku/Ritzau Scanpix
Ariel Henry stopper som premierminister i Haiti, der er plaget af voldsomme bandeuroligheder.
Haitis premierminister, Ariel Henry, har natten til tirsdag dansk tid valgt at træde tilbage på et tidspunkt, hvor omfattende bandevold plager landet.
Det oplyser præsidenten for Guyana, Irfaan Ali, efter et møde i Caricom, der er en mellemstatslig organisation for lande i Caribien.
Bandelederen Jimmy Cherizier, også kendt som Barbecue, har ledt et oprør mod Henry, som har været premierminister i Haiti siden drabet på hans forgænger, Jovenel Moïse, i 2021.
Henry har tidligere lovet, at han ville træde tilbage i februar. Men han skiftede mening og sagde i stedet, at han ikke ville stoppe på posten, før orden er genoprettet i landet. Det er den dog langtfra.
Søndag 3. marts blev der erklæret nødretstilstand i Haiti, efter at et fængsel i Port-au-Prince blev angrebet af væbnede bander. 3700 indsatte brød ud af fængslet i den forbindelse, mens mindst 12 personer blev dræbt.
Ledere fra de caribiske lande mødtes mandag i Jamaicas hovedstad, Kingston, for at diskutere urolighederne. Også USA's udenrigsminister, Antony Blinken, deltog i mødet.
Blinken oplyste efter mødet, at USA vil støtte den internationale mission, der skal hjælpe med at dæmpe urolighederne i Haiti, med 100 millioner dollar - omkring 682 millioner kroner.
Missionen blev gjort mulig, da FN's Sikkerhedsråd i oktober godkendte en aftale om at sende 1000 kenyanske politibetjente til Haiti for at dæmpe urolighederne.
Aftalen er ikke endnu blevet ført ud i livet på grund af tvivl om aftalens juridiske grundlag i Kenya.
På baggrund af urolighederne er 362.000 haitianere ifølge FN's Internationale Organisation for Migration blevet fordrevet fra deres hjem.
USA opfordrede tidligere Henry til øjeblikkeligt at iværksætte en række reformer for at forhindre situationen i at eskalere yderligere.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde