Haitis regeringsparti frygter nederlag

Anklager om svindel i kølvandet på Haitis valg har øget de politiske spændinger i det i forvejen urolige land.

Selv om resultatet ikke ventes klar før om et par uger, erkender regeringspartiet Inite nu, at det kan have lidt nederlag ved søndagens præsident- og parlamentsvalg.

- Inite er klar til at acceptere en demokratisk forandring, siger partiets fremtrædende senator Joseph Lambert.

Han tilføjer, at partiet endnu afventer det officielle resultat, men at hvis Inite taber, "vil vi gå i opposition og kan leve med det parti, der vinder valget".

Udmeldingen øger håbet om, at et magtskifte kan komme til at foregå på fredelig vis.

Allerede inden valglokalerne var lukket søndag, havde 12 af de 18 præsidentkandidater klaget over valgsvindel, og tusinder gik på gaderne i protest.

Internationale observatører har godkendt valgforløbet på trods af, at der har været store problemer i form af vold, mangelfuld organisering og anklager om valgfusk.

Inden valget viste meningsmålinger, at den 70-årige kvindelige oppositionsleder Mirlande Manigat var haitianernes favorit til at overtage præsidentposten efter René Preval, der er yderst upopulær blandt Haitis fattige.

Hverken Manigat eller andre kandidater ventes at nå op over de 50 procent af stemmerne, der skal til for at vinde præsidentvalget i første valgrunde, så de to kandidater, der får flest stemmer, skal formentlig ud i endnu en valgrunde 16. januar.

/ritzau/AFP

Haitis regeringsparti erkender, at det kan have tabt valget. Det øger håbet om et fredeligt magtskifte.

Offentliggjort Sidst opdateret