Haley knokler i New Hampshire for at bremse Trumps sejrstog

Nikki Haley havde mandag fem vælgerarrangementer i New Hampshire, mens Trump blot havde et enkelt. Foto: Joe Raedle/Ritzau Scanpix

Nikki Haley er langt efter Donald Trump i meningsmålingerne, inden tirsdagens primærvalg i New Hampshire.

Offentliggjort Sidst opdateret

USA's tidligere præsident Donald Trumps eneste tilbageværende republikanske modstander, tidligere FN-ambassadør Nikki Haley, gav den mandag et sidste skub for at overbevise vælgerne i New Hampshire om at møde op og sikre hende en sejr i delstatens primærvalg.

New Hampshires primærvalg tirsdag kommer til at dele delstatens republikanske vælgere op i to lejre: dem, der er med Trump, og dem, der er imod ham.

Valget blev til en snæver dyst søndag, da Floridas guvernør, Ron DeSantis, trak sig fra kapløbet om at blive Republikanernes præsidentkandidat og gav sin støtte til Trump.

Trump fører i meningsmålingerne over Haley med et tocifret antal procentpoint.

Da der i sidste uge var valg i delstaten Iowa, fik Trump en stor sejr over Haley og DeSantis.

For Haley repræsenterer New Hampshire den måske sidste chance for at bevise, at den republikanske vælgerbase kan overveje en anden kandidat end Trump, der har overvældende støtte fra partiet trods 91 retlige tiltaler.

Han har erkendt sig ikkeskyldig i alle forbrydelser og kalder det politisk forfølgelse. Han er blandt andet tiltalt for at forsøge at omstøde resultatet ved præsidentvalget i 2020.

Ved det første af fem kampagnefremstød i New Hampshire mandag talte Haley til et fyldt forsamlingshus i en arbejderby.

Her sagde hun, at Trump er optaget af personlig vendetta og har travlt med retssager.

- Når I går ud tirsdag, så skal I beslutte: Vil I have mere af det samme, eller vil I have noget nyt?, spurgte 52-årige Haley vælgerne i Franklin.

Trump holdt bare et vælgermøde mandag aften. Her gentog han påstande om, at hans modstandere er demokratiets fjender.

- Vores fjender vil tage min frihed, fordi jeg aldrig vil lade dem tage jeres frihed, sagde Trump til højt bifald.

Biden har udpeget Trump som en trussel mod demokratiet.

New Hampshires store antal af uafhængige vælgere, der har lov til at stemme ved tirsdagens primærvalg, gør delstaten mere lovende for Haley sammenlignet med den mere konservative delstat Iowa.

Ikke desto mindre ser Trump inden valget ud til at snuppe sejren.

En meningsmåling, der blev udgivet mandag, men som er gennemført, inden DeSantis trak sig, viser, at 52 procent af vælgerne vil stemme på Trump.

34 procent vil stemme på Haley, mens 8 procent sagde, at de ville stemme på DeSantis.

Dem, der ville stemme på DeSantis, var dobbelt så tilbøjelige til at havde Trump som andetvalg sammenlignet med Haley, viser meningsmålingen.

Den person, der bliver Republikanernes nominering, skal med stor sandsynlighed op imod USA's siddende præsident, Joe Biden.

Det Demokratiske Parti har valgt, at dets første officielle primærvalg skal være i South Carolina, så Biden er ikke på stemmesedlen tirsdag.

/ritzau/Reuters