Halvdelen af den kinesiske befolkning betragtes som gamere
688 millioner personer i Kina er gamere, lyder det torsdag fra en statslig organisation. Det er cirka halvdelen af befolkningen. (Arkivfoto). Foto: Greg Baker/Ritzau Scanpix
Den kinesiske gamingindustri vokser igen og omsatte i første halvdel af året for cirka 136 milliarder kroner.
Der er flere gamere i Kina end nogensinde før.
Det oplyser Kinas statslige organisation for gamingindustrien, CGIGC, torsdag.
688 millioner mennesker i Kina betragtes ifølge organisationen som værende gamere - altså folk, der spiller computer- eller konsolspil.
Det svarer til cirka halvdelen af befolkningen.
Tallet indikerer, at gamingindustrien igen vokser i Kina, hvor regeringen ellers har forsøgt at dæmpe den på grund af problemer med spilafhængighed.
Der blev indført en række tiltag i 2021.
Det betød blandt andet, at der i næsten otte måneder mellem 2021 og 2022 ikke blev godkendt nogen nye spil i Kina.
Indsatsen fik antallet af gamere til at falde og omsætningen til at falde.
Den kinesiske gamingindustri omsætter også fortsat for en smule mindre end før regeringens tiltag. I første halvdel af 2023 lød den samlede omsætning på 144 milliarder yuan - svarende til cirka 136 milliarder kroner.
Til sammenligning lød omsætningen i første halvdel af 2021 på 150 milliarder yuan - svarende til cirka 141 milliarder kroner.
Regeringen er begyndt at lempe nogle af de indførte restriktioner.
Senest blev 88 spil onsdag godkendt til at blive udgivet i juli.
- Kinas gamingindustri er langsomt ved at vende tilbage fra en bølgedal og viser en opadgående tendens, siger Zhang Yijun, chef for CGIGC, torsdag på en konference i den kinesiske storby Shanghai.
Det fremgår ikke umiddelbart af oplysningerne fra CGIGC, hvor ofte en person skal spille spil for at blive betragtet som gamer.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde