Hamas: Bolden ligger på Israels banehalvdel i våbenhvileforhandlinger
Fordrevne personer bor i telte nær Rafah i Gaza i den sydlige del af Gazastriben. Billedet her er taget torsdag. Foto: -/Ritzau Scanpix
Hamas har forladt Kairo og forhandlingerne om våbenhvile, mens Israel fortsætter angreb mod Rafah i Gaza.
Bolden ligger på Israels banehalvdel, når det kommer til en våbenhvile i Gazastriben. Det oplyser den militante bevægelse Hamas tidligt fredag dansk tid.
Videre lyder det, at Hamas' forhandlingsdelegation har forladt den egyptiske hovedstad, Kairo, for at tage tilbage til Qatars hovedstad, Doha.
- Forhandlingsdelegationen har forladt Kairo for at tage til Doha. I praksis har besættelsen (Israel, red.) afvist det forslag, som mæglerne er kommet med. Israel har protesteret mod flere centrale punkter i forslaget.
Sådan lyder det i en udtalelse fra Hamas ifølge nyhedsbureauet AFP. Ifølge udtalelsen står Hamas bag det omtalte forslag.
- Af denne grund er bolden nu fuldstændig på besættelsens (Israels, red.) banehalvdel, lyder det videre.
Israel anser ligeledes denne forhandlingsrunde i Kairo om en våbenhvile i Gazastriben for at være afsluttet.
Det udtalte en højtstående israelsk embedsmand tidligere torsdag ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Dermed fortsætter en israelsk militæroperation som planlagt i Rafah og andre steder i Gazastriben, lød det videre fra embedsmanden, som ikke stod frem med navn.
Torsdag har israelske kampfly og kampvogne rettet flere angreb mod Rafah.
Der har siden tirsdag været forhandlere i Kairo fra Israel, Hamas, Egypten, USA og Qatar for at forsøge at blive enige om en våbenhvile.
Hamas erklærede tidligere på ugen, at gruppen bakker op om mæglernes seneste våbenhvileforslag.
Forslaget indebærer frigivelse af israelske gidsler og et antal palæstinensere, som er fængslet af Israel.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned