Hamas efterlyser våbenhjælp fra muslimske lande til krigen mod Israel

Militante palæstinensere fra Hamas kører tilbage til Gazastriben efter angrebet på Israel den 7. oktober. Med sig har de liget af en tysk-israeler. Hamas efterlyser nu våbenhjælp fra de muslimske lande til krigen mod Israel. (Arkivfoto). Foto: Ali Mahmud/Ritzau Scanpix

Den militante palæstinensiske Hamas-bevægelse har udsendt en appel fra Doha i Qatar til den muslimske verden. Giv os våben, siger Hamas-leder Ismail Haniyeh.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det er ikke vores kamp alene. Det er også jeres. Hjælp os.

Det var budskabet, da lederen af Hamas, Ismail Haniyeh, tirsdag holdt tale i Qatars hovedstad, Doha, hvor han bor.

Haniyeh talte til en konference for organisationen Den Internationale Union af Muslimske Lærde.

Senere blev der uddelt en udskrift af dele af hans tale. Her fremgår det, at Haniyeh henvendte sig til de muslimske lande i Mellemøsten med en appel om hjælp til den krig, som den militante Hamas-bevægelse fører i Gazastriben mod Israel.

- Vi ser, at det strømmer ind med våben til besættelsen (Israel, red.) fra verden. Tiden er kommet, hvor (muslimske stater, red.) skal støtte modstanden med våben. For dette er ikke kun det palæstinensiske folks kamp, sagde Haniyeh.

Han talte også om Hamas-angrebet på Israel den 7. oktober, da militante Hamas-folk trængte ind over grænsen til Israel fra Gazastriben og dræbte omkring 1200 mennesker.

Andre 240 blev taget med til Gaza som gidsler.

Det var det angreb, der fik Israel til at gå massivt i offensiven mod Hamas i Gaza.

Nu er store dele af Gazastriben jævnet med jorden, og ifølge Hamas er over 23.000 palæstinensere dræbt.

Omkring 100 gidsler er blevet løsladt af Hamas i forbindelse med den uges pause i kampene, der var i slutningen af november. De tilbageværende gidsler kalder Haniyeh "fanger".

Israel og vestlige regeringer kalder Hamas-angrebet den 7. oktober for et af de største terrorangreb i nyere tid. Hamas kalder det "Operation al-Aqsa Oversvømmelsen".

Al-Aqsa er navnet på islams tredjehelligste sted i Jerusalem, hvor al-Aqsa-moskeen er bygget.

Den arabiske tv-station al-Jazeera, der har base i netop Doha, skriver på sin netavis, at Haniyeh tirsdag også talte om den 7. oktober.

Han sagde, at "Operation al-Aqsa Oversvømmelsen" kom, fordi der var bestræbelser på at marginalisere den palæstinensiske sag.

Den 60-årige Ismail Haniyeh er leder af Hamas og bor i Doha i Qatar. Det er 1800 kilometer fra Gazastriben, som Israel i øjeblikket er ved at lægge i ruiner. Der er mange presserapporter om, at Haniyeh og andre Hamas-ledere lever en luksustilværelse i ørkenstaten ved Golfen. (Arkivfoto). Foto: -/Ritzau Scanpix

Efter hans opfattelse går Israel med sine angreb i Gaza efter tre mål, nemlig at udrydde Hamas, som Haniyeh kalder "modstanden", at få "fanger" tilbage og at flytte Gazas palæstinensere til Egypten.

Israel har ifølge Hamas-lederen ført krigen på fire niveauer. Det gælder luftbombardementer, landkrig, fokuserede operationer mod "modstanden" og den politiske fase.

Han sagde også ifølge al-Jazeera, at trods den høje pris, som er påført palæstinenserne, har Israel ikke nået sine mål.

Og efter hans oplysninger er Israels tab på slagmarken langt større, end Israel oplyser.

Tirsdag meddelte Israels militær, at endnu ni soldater er faldet i krigen i Gaza. Dermed er 185 soldater faldet i Gaza siden den 7. oktober, skriver nyhedsbureauet dpa.

Flere end 1000 andre er blevet såret.

Oplysningerne kan ikke verificeres. Antallet af dræbte Hamas-militante kendes ikke. Israel siger over 8000.

Yahya Sinwar, her fotograferet den 14. april 2023 i Gaza By, er leder af Hamas i Gazastriben. Israel har siden begyndelsen på krigen forsøgt at slå ham ihjel. Israels militær siger ifølge israelske medier, at han er lokaliseret. Men han er svær at ramme, fordi han er omgivet af israelske gidsler. Foto: Mohammed Abed/Ritzau Scanpix

I slutningen af oktober sagde Hamas i Gazastriben, at Israels angreb havde dræbt 14 medlemmer af Haniyehs familie.

Den 60-årige Haniyeh selv er langt fra krigens rædsler i Gaza. Han er godt nok leder af Hamas, hvis angreb på Israel har udløst Israels voldsomme svar. Men han har opholdt sig i Qatar siden omkring 2016.

Ifølge israelske medier er han som andre Hamas-ledere i Qatar velhavende, og de har angiveligt tjent deres penge på told på de varer, der skulle igennem Hamas-bevægelsens smuglertunneler.

Hamas' leder i Gaza er Yahya Sinwar, og han befinder sig ifølge avisen Times of Israel i netop Gaza.

Avisen skrev mandag, at Israels militær har lokaliseret ham og ved præcist, hvor han er.

Men han har omgivet sig med mange israelske gidsler, og det gør det svært for israelerne at ramme ham.

/ritzau/

Krigen i Gazastriben

* Den militante Hamas-bevægelse trængte den 7. oktober ind i Israel fra Gazastriben og massakrerede 1200 israelere, de fleste civile.

* Hamas tog 240 gidsler med tilbage til Gazastriben.

* Angrebet tog Israel på sengen, men der gik ikke længe, før Israel indledte et omfattende angreb på Hamas i Gaza.

* Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, har erklæret, at Israel vil udrydde Hamas.

* Hamas-myndighederne i Gaza siger, at over 23.000 mennesker er dræbt under Israels angreb. De fleste af de 2,3 millioner palæstinensere i Gaza er internt fordrevne.

* Israel siger, at over 8000 "Hamas-terrorister" er dræbt. Frem til tirsdag var 185 israelske soldater dræbt under de tre måneders krig.

* I sidste uge af november var der en uges pause i kampene. Her blev omkring 100 israelske gidsler frigivet til gengæld for løsladelse af palæstinensiske fanger fra israelske fængsler. Det menes, at der stadig er 136 gidsler i Gaza.

Kilder: Reuters, dpa, AFP.

/ritzau/

Krigen har været i gang i tre måneder nu. Billedet er fra den 6. januar og viser israelske soldater på opgave et sted i Gazastriben. Foto: Israel Defense Forces/Reuters
Der er omfattende ødelæggelser i Gazastriben. De fleste af de 2,3 millioner palæstinensere er internt fordrevet af bombardementer. På billedet roder børn i ruinerne fra en bombet bygning i Rafah i det sydlige Gaza den 31. december. Foto: Mohammed Abed/Ritzau Scanpix

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu