Hamas frigiver video af to israelske gidsler i live i Gaza
Der har været forskellige meldinger om, hvor mange gidsler der fortsat er i live i Gazastriben.
Den militante Hamas-bevægelse har lørdag frigivet en video, der viser to gidsler i live i Gazastriben.
Ifølge israelske medier er der tale om to mænd, som blev kidnappet i Israel, da militante palæstinensere udførte et stort overraskelsesangreb den 7. oktober 2023.
Et angreb, der udløste en krig i Gazastriben, der har raset lige siden.
Den ene af gidslerne i videoen opfordrer til en afslutning på krigen i det palæstinensiske selvstyreområde.
Det er uklart, hvornår videoen er optaget, da den ikke er dateret.
Videoen er offentliggjort af Hamas' militante fløj, Ezzedine al-Qassam-brigaden.
251 personer blev taget som gidsler i oktober 2023, da Israel blev angrebet. Det er uklart, hvor mange gidsler som fortsat er i live.
USA's præsident, Donald Trump, sagde tidligere på ugen, at der er 21 levende gidsler tilbage i Gazastriben. Det er færre, end hvad Israels militær sidst har oplyst.
I starten af ugen varslede Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, en ny og intensiv offensiv i Gaza - ifølge premierministeren med det formål at besejre Hamas.
Beslutningen har mødt modstand fra flere lande. Blandt andet har både udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) og statsminister Mette Frederiksen (S) kaldt offensiven for bekymrende.
Næsten alle Gazas 2,4 millioner indbyggere er blevet fordrevet mindst én gang under krigen.
Ifølge de Hamas-kontrollerede sundhedsmyndigheder i Gaza har krigen kostet 52.000 palæstinensere livet.
Der blev indgået en første fase af en våbenhvile i januar. Denne udløb i begyndelsen af marts.
I de efterfølgende uger forsøgte parterne forgæves at blive enige om betingelserne for en fortsat våbenhvile.
Israel begyndte den 18. marts igen at udføre luftangreb i området. Det blev efterfulgt af fornyede angreb på jorden.
Gaza har siden 2. marts været under en fuldstændig israelsk blokade, hvor ingen nødhjælp er kommet ind.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
NFH storsejrede trods skadesdrama
Slidt og gammel arena skal have en overhaling
Jagter unge troldmænd til helt særlig forestilling
Butikstyv med speciel taske dømt
Kommunen kræver bedre spildevandsrensning: Nu nægter borgere at rette ind
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned