Hamas henretter tre drabsdømte i Gaza med skud og reb
Alle appelmuligheder var ifølge Hamas udtømt, da myndighederne tirsdag henrettede tre palæstinensere i Gaza.
Hamas har tirsdag henrettet tre palæstinensere i Gazastriben. De er dømt skyldige i tre forskellige sager om drab, oplyser sikkerhedskilder.
Ifølge anklagemyndighedens kontor blev de tre personer henrettet ved daggry for at "afskrække andre" fra at begå lignende forbrydelser.
Alle appelmuligheder var udtømt, oplyser den islamistiske gruppe, som har haft kontrol over Gazastriben siden 2007.
To af de dømte blev skudt. Den tredje, en politimand, blev henrettet ved hængning.
Henrettelserne fordømmes af flere menneskerettighedsgrupper.
EU og FN har sammen med disse grupper forsøgt at lægge pres på myndighederne i Gaza for at stoppe henrettelserne.
Ifølge palæstinensisk lov skal præsident Mahmoud Abbas give grønt lys til henrettelser.
Men på grund af uoverensstemmelser mellem Hamas og præsident Abbas' parti, Fatah, har islamisterne ikke fået denne godkendelse.
De palæstinensiske myndigheder på Vestbredden kalder henrettelserne ulovlige.
- Eksekveringen af disse henrettelser er et åbenlyst brud på palæstinensisk lov, siger Ahmed Brak, palæstinensernes øverste anklager, der har kontor i Ramallah, til nyhedsbureauet Reuters.
Han siger, at de personer, som deltog ved tirsdagens henrettelser, er medskyldige i drab.
Seneste artikler
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse på dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet