Hamas-leder: Vi er på kanten af en stor sejr

En mand gennemsøger murbrokkerne af et af de højhuse, der er lagt i ruiner af et israelsk luftangreb i Gaza lørdag. Luftangrebene kommer som svar på et omfattende angreb, som Hamas-bevægelsen har indledt mod Israel. Det har ifølge oplysninger i israelske medier kostet mindst 100 israelere livet, mens snesevis af andre er taget som gidsler af Hamas. Foto: Mohammed Abed/Ritzau Scanpix

Den palæstinensiske kamp skal fuldføres og vil brede sig til Vestbredden og Jerusalem, siger Hamas-chef.

Offentliggjort Sidst opdateret

Lederen af den palæstinensiske Hamas-gruppe, Ismail Haniyeh, siger at gruppen er "på kanten af en stor sejr".

- Nok er nok. Cyklussen af intifadaer og revolutioner i kampen for at befri vores land og vores fanger, der sygner hen i besættelsesmagtens fængsler, skal fuldføres, siger Haniyeh ifølge AFP i en tale på palæstinensisk tv.

- Vi står på kanten af en stor sejr og en klar erobring på Gaza-fronten.

Han siger videre, at de kampe, der nu er indledt fra Gazastriben, vil brede sig til Vestbredden og Jerusalem.

- Kampen er rykket ind i hjertet af den zionistiske enhed, lyder det fra Hamas-chefen.

Den militante palæstinensiske bevægelse har lørdag indledt det største angreb mod Israel i årevis.

Over 100 menes at være dræbt på israelsk side, og luftangreb i Gazastriben har kostet mindst 198 mennesker livet.

Snesevis af soldater og civile er taget som gidsler af gruppen. Flere gidsler er bragt ind i Gazastriben.

I sin tale retter Haniyeh også en bredside mod arabiske lande.

De vil ikke kunne regne med nogen form for beskyttelse fra Israels side på trods af den seneste tids normalisering af de diplomatiske relationer, siger han.

- Vi siger til alle lande, inklusiv vores arabiske brødre, at denne enhed, der ikke kan beskytte sig selv over for modstandere, heller ikke kan give jer nogen beskyttelse, siger han ifølge Reuters i sin tv-tale.

- Alle de aftaler om normalisering, I har underskrevet med den enhed, kan ikke løse denne konflikt, siger han med henvisning til den langvarige strid mellem israelere og palæstinensere.

Senest har både USA og den saudiarabiske kronprins, Mohammed bin Salman, meddelt, at Saudi-Arabien og Israel nærmer sig hinanden.

Det har medført fordømmelse fra palæstinensisk side, at en af de store magtfaktorer i regionen ser ud til at være på vej til at indgå en aftale med Israel.

Tidligere har Bahrain, De Forenede Arabiske Emirater, Sudan og Marokko indgået aftale med Israel om at åbne ambassader, oprette flyruter og andre former for mere normale relationer.

Forhandlinger mellem israelere og palæstinensere har ligget helt stille i årevis.

/ritzau/