Hamas-lederen Sinwar blev fundet med penge og skudsikker vest lige inden drab
Yahya Sinwar blev torsdag aften meldt dræbt af Israel. Han blev i 2017 leder af Hamas i Gazastriben, men i begyndelsen af august i år blev han udnævnt som øverste leder af Hamas. (Arkivfoto). Foto: Said Khatib/Ritzau Scanpix
Lederen af Hamas, Yahya Sinwar, forsøgte at flygte, inden israelske styrker "eliminerede" ham ifølge Israel.
Lederen af den militante Hamas-bevægelse, Yahya Sinwar, blev af israelske soldater fundet med en skudsikker vest, et våben og 40.000 shekel - omkring 74.000 kroner.
Det har den israelske militærtalsmand Daniel Hagari fortalt.
Det skriver Reuters, der har opridset forløbet omkring Sinwars død.
Hamas-lederen blev dræbt af israelske soldater i Rafah i det sydlige Gaza onsdag.
Det oplyste Israels udenrigsminister, Israel Katz, torsdag aften.
- Han forsøgte at flygte, og vores styrker eliminerede ham, har Hagari sagt til journalister i en tv-briefing.
Efter en intens menneskejagt, der havde varet i over et år, blev Sinwar ifølge embedsmænd fundet af infanterisoldater.
Onsdag gennemsøgte de et område i den sydlige del af Gazastriben, hvor de mente, at højtstående Hamas-medlemmer befandt sig.
Kastede pind efter drone
Soldaterne så tre formodede militante personer, der færdedes mellem forskellige bygninger, og begyndte at skyde. Sinwar flygtede ind i en ødelagt bygning.
Ifølge beretninger i israelske medier blev der blandt andet affyret et missil mod bygningen.
Torsdag udgav militæret en optagelse fra en drone, der ifølge militæret blandt andet viste Sinwar siddende i en stol med den ene hånd slemt såret.
I et forsøg på at slå dronen ned, kastede han en pind efter den.
Den næsten 62-årige Sinwar blev i 2017 leder af Hamas i Gazastriben, men i begyndelsen af august i år blev han udnævnt som øverste leder af Hamas.
Det skete, efter at den hidtidige leder, Ismail Haniyeh, blev dræbt ved et bombeattentat i Teheran, Irans hovedstad.
Tandjournaler, fingeraftryk og DNA-test har givet en endelig bekræftelse af Yahya Sinwars død.
Israels regering og militær har sagt, at Sinwar var bagmanden bag Hamas-angrebet på Israel den 7. oktober 2023, der udløste krigen i Gazastriben.
Hamas har ikke selv kommenteret Israels udmelding. Men kilder i bevægelsen har sagt, at de indikationer, de har set, tyder på, at Sinwar blev dræbt af israelske soldater.
De dræbte ledere
Her kan du danne dig et overblik over nogle af de dræbte ledere:
* Ismail Haniyeh, 62 år, Hamas' øverste leder.
Ismail Haniyeh blev betragtet som Hamas' øverste leder. Han blev dræbt i Irans hovedstad, Teheran, i slutningen af juli. Flere af hans familiemedlemmer menes også at være blevet dræbt det seneste år.
* Yahya Sinwar, 61 år, Hamas' leder i Gazastriben og Haniyehs arvtager.
Yahya Sinwar blev udnævnt som Hamas' øverste leder efter Ismail Haniyehs død. Han havde siden 2017 været Hamas' leder i Gazastriben og menes at være bagmanden bag angrebet 7. oktober. Sinwar blev dræbt af israelske soldater i Rafah i det sydlige Gaza onsdag den 16. oktober.
* Hassan Nasrallah, 64 år, Hizbollahs mangeårige leder.
Hassan Nasrallah var Hizbollahs leder og havde været det, siden han satte sig på posten i 1992. Han stod dermed i spidsen for Hizbollah i over tre årtier. Han blev dræbt i et israelsk luftangreb nær Beirut i september.
* Fuad Shukr, 63 år, Hizbollah-medstifter og militærleder.
Fuad Shukr var med til at grundlægge Hizbollah og var en af gruppens højtstående militærledere. Han var ansvarlig for gruppens operationer i det sydlige Libanon. Fuad Shukr blev dræbt i slutningen af juli 2024.
* Mohammed Deif, 58 år, Hamas' militære leder og Sinwars højre hånd.
Mohammed Deif var Hamas' militære leder og den dræbte Hamas-leder Yahya Sinwars tætteste allierede. Han betragtes som hjernen bag planlægningen af angrebet 7. oktober. Han blev dræbt i et israelsk luftangreb midt i juli 2024 nær Khan Younis. Han var i over 30 år blevet jagtet af Israel.
* Marwan Issa, 59 år, næstkommanderende i Hamas' væbnede gren.
Marwan Issa, der var næstkommanderende i al-Qassam-brigaderne, var en del af inderkredsen, der kendte til angrebet 7. oktober i Israel på forhånd. Han blev dræbt i marts 2024 i et israelsk luftangreb.
* Saleh al-Arouri, 57 år, medstifter af Hamas' væbnede gren.
Saleh al-Arouri var næstformand i Hamas' politbureau. Han var desuden et af de stiftende medlemmer bag Hamas' væbnede gren, al-Qassam-brigaderne. Han blev dræbt i et israelsk luftangreb i januar 2024.
Kilder: Reuters, The Guardian.
Seneste artikler
Se billederne: Endelig fik dronningen lov til at indvie sin bro
Kørte 157 km/t i 90-zone
Folketidende på plakaten i Tivoli
Hans snit er over 12, men for Nicolai er karaktererne ikke det vigtigste
Truende mand på station
Mest læste artikler
Hedebølgen er over Sydhavsøerne
Lynnedslag i landejendom
Lokal lottospiller vinder 10 millioner
Sårbar kvinde mistede formue til lollandsk advokat
Medie: Ny rockerboss har lokale rødder