Hamas lover våbenhvile med Israel igen
Den skrøbelige våbenhvile i Gazastriben skal have endnu en chance, siger en leder fra Hamas-bevægelsen efter seks dages blodsudgydelser i og omkring den palæstinensiske enklave.
- Vores egyptiske brødre har bedt os om helt at stoppe med at skyde mod Israel. Vi meddelte egypterne, at vi vil gå med til at lade våbnene tie, hvis Israel også gør det, siger Hamas-leder Ayman Taha til nyhedsbureauet AFP.
Våbenhvilen er forhandlet på plads af egyptiske udsendinge.
- Egypterne har krævet, at besættelsesmagten stopper deres angreb og har informeret os om, at de er villige til at gøre det, lyder det fra Taha.
En kilde tæt på Hamas siger, at våbenhvilen træder i kraft klokken 23 dansk tid lørdag.
Den israelske premierminister Benjamin Netanyahus kontor har ikke villet kommentere meddelelsen fra Hamas.
Men lokale medier skriver, at ingen af parterne ønsker konflikten optrappet netop som den russiske præsident, Vladimir Putin, mandag kommer på et af sine sjældne besøg til Israel og de palæstinensiske selvstyreområder.
Siden mandag har israelske soldater og militante palæstinensere foretaget en række angreb og hævnangreb, der har kostet mindst 15 palæstinensere livet og såret fem israelere.
Alene lørdag er der ifølge den israelske hær frem til aften affyret 39 raketter mod den jødiske stat, og Israel har foretaget syv luftangreb mod Gaza.
Kort efter Hamas' erklæring om våbenhvilen er der yderligere affyret fem raketter fra palæstinensisk område mod den sydisraelske havneby Ashkelon, meddeler den israelske hær.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde