Hamas: Tre gidsler er dræbt i israelske luftangreb
Palæstinensere betragter skaderne efter en israelsk militæroperation i byen Rafah i den sydlige del af Gazastriben, hvor to gidsler angiveligt blev tilbageholdt af militante grupper, inden de blev befriet af israelske specialstyrker natten til mandag. Foto: Said Khatib/Ritzau Scanpix
Israel har ikke umiddelbart kommenteret melding fra Hamas' væbnede gren om døde og hårdt sårede gidsler.
Tre af de otte israelske gidsler, som blev alvorligt såret i israelske luftangreb, er døde som følge af deres skader, meddeler den væbnede gren af Hamas-bevægelsen.
Israels militær har ikke kommenteret påstanden.
Oplysningen kan ikke umiddelbart bekræftes fra anden side.
- Vi venter med at offentliggøre navne og billeder af de døde i nogle dage, indtil vi kender de øvrige såredes skæbner, meddeler al-Qassam Brigaderne.
Det er ikke oplyst, præcis hvor og hvornår gidslerne skal være blevet dræbt.
Natten til mandag gennemførte Israel flere luftangreb mod mål i byen Rafah, der ligger i den sydlige del af Gazastriben.
FN har oplyst, at over en million mennesker har søgt tilflugt i byen i håb om at være i sikkerhed for den israelske offensiv.
Offensiven har natten til mandag kostet mindst 67 personer livet, oplyser de Hamas-kontrollerede myndigheder i Gaza.
Israel siger, at mange af de dræbte er militante. Sundhedsmyndigheder i Gazastriben siger derimod, at de fleste er civile.
Tidligere mandag meddelte Israel, at det var lykkedes for Israels militær at befri to gidsler i det sydlige Gaza ved at sprænge en dør til en lejlighed i stykker natten til mandag.
Gidslerne befandt sig i en lejlighed på anden sal i Rafah, fortæller talsmand for Israels militær Daniel Hagari ifølge det israelske medie Haaretz.
FN og en række lande har opfordret Israel til at undlade at angribe Rafah og i stedet forsøge at forhandle sig frem til en aftale om at få frigivet de sidste israelske gidsler.
Men det har Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, indtil videre afvist.
/ritzau/
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker