Hamas truer gidsler på livet under Israels største luftangreb i 75 år

Palæstinensiske mænd kigger på deres ødelagte kvarter i Gaza By, efter at Israel har gennemført det største luftangreb mod palæstinensere i 75 år. Foto: Mahmud Hams/Ritzau Scanpix

Israel optrapper angreb mod Hamas, der bruger gidsler som værn mod bomber. Israelsk talsmand erklærer, at Hamas ikke kan gemme sig. - Vi vil nå dem overalt.

Offentliggjort Sidst opdateret

Officerer fra Israels militær har været den tunge gang rundt i landet for at banke på døre hos familier, der har pårørende siddende som gidsler hos Hamas i Gazastriben.

Det skete tirsdag, samtidig med at Israels luftvåben var i fuld gang med at gennemføre historiens største luftangreb mod Gaza.

Gidslerne blev taget i lørdags, da den militante, islamistiske gruppe trængte igennem Gazas grænse til Israel og angreb byer og militærbaser.

På en musikfestival blev 260 unge mejet ned i en uhyggelig massakre. Andre blev taget som gidsler.

Det er fortsat ikke klart, hvor mange gidsler Hamas har.

Det er såvel civile som israelske soldater. Flere menes at være udlændinge eller have dobbelt statsborgerskab, israelsk og så et andet.

Det vides heller ikke, hvilken tilstand gidslerne er i.

Israels FN-ambassadør, Gilad Erdan, sagde natten til tirsdag til CNN, at der menes at være op til 150 gidsler.

Tirsdag morgen rapporterede Israels militærradio, at militæret "i dag sender officerer ud for at informere over 100 familier om", at deres pårørende er Hamas-gidsler.

Senere skrev Times of Israel, at familier til 50 gidsler havde haft besøg af officerer.

Hamas har ikke sagt, hvor mange gidsler militsen har taget. Men den sagde mandag, at fire gidsler er dræbt af Israels bombeangreb.

Det er ikke verificeret af andre kilder.

Hamas har ifølge Reuters advaret om, at gruppen vil dræbe et gidsel, hver gang Israels militær angriber et "civilt hjem" i Gaza, uden at der på forhånd er advaret om angrebet.

Under tidligere træfninger har Israel over radio eller andre kanaler typisk advaret indbyggerne i Gaza om et forestående angreb, så civile kunne nå at komme væk.

Nyhedsbureauet AFP skriver, at Qatar, der har så tætte forbindelser til Hamas, at gruppen har et kontor i Doha i Qatar, har forsøgt at få en "fangeudveksling" på plads.

Men Hamas siger, at gruppen ikke forhandler, så længe der er kampe.

I Genève sagde Mirjana Spoljaric, præsident for Internationalt Røde Kors (ICRC), at Røde Kors er klar til at mægle.

- I henhold til international humanitær lov er det forbudt at tage gidsler. Gidslerne skal omgående løslades uskadte, sagde hun.

Israel har ikke kommenteret oplysningerne om Qatar eller Røde Kors, men tirsdag var der ikke tegn på, at Israel holder igen.

Tværtimod. Israel har lovet en "meget stor hævn" for Hamas-massakren.

Reuters skriver, at Israel har gennemført det voldsomste luftbombardement i den 75 år lange konflikt med palæstinenserne.

Palæstinensere går med nogle af deres ejendele igennem udbombede områder i Rimal-kvarteret i Gaza By. FN siger, at op imod 190.000 indbyggere i Gaza er fordrevet internt i Gazastriben siden Hamas-angrebet på Israel i lørdags. Foto: Mahmud Hams/Ritzau Scanpix

Israel har afspærret Gazastriben fuldstændig ved grænserne til Israel og har indkaldt over 300.000 soldater fra reserven.

Der spekuleres i, at de måske skal bruges til en landinvasion af Gaza med det formål at knuse Hamas en gang for alle.

Daniel Hagari, talsmand for Israels militær, erklærede tirsdag, at Hamas-folk ikke "har nogen steder at gemme sig i Gaza".

- Vi vil nå dem overalt, advarede han.

- Dette er en krigszone. Vi bygger en mur, der laves af kampvogne, fly og helikoptere for at forhindre, at nogen igen trænger over grænsen. Vi skyder enhver, der nærmer sig grænsen.

/ritzau/

Fem nedslag i konflikten

* Sent tirsdag eftermiddag lå dødstallet for israelere siden angrebet lørdag på 900. Israels ambassade i USA sagde over 1000. Senest blev der fundet 108 dræbte i en kibbutz. Sundhedsvæsenet i Gaza siger, at 788 palæstinensere er dræbt ved israelske angreb. Israels hær har fundet 1500 dræbte Hamas-folk på israelsk territorium.

* Fire mænd meldes dræbt, da de ville infiltrere Israel fra Zikim i Gaza. Israel bomber fortsat Gaza. Ifølge FN er skoler og boliger ramt af Israels bomber. 187.000 palæstinensere er ifølge FN fordrevet siden i lørdags.

* Israelske fly henter hundredvis af israelere, der er indkaldt som reservister, i Europa.

* Israelere hamstrer. Shufersal, Israels største supermarkedskæde, indfører rationering for basisvarer som vand og æg.

* Stor undren og vrede i Israel over, at landet var uforberedt på Hamas-angrebet. Medier taler om efterretningssvigt. En egyptisk efterretningskilde siger, at Israel ignorerede flere advarsler om, at Hamas planlagde "noget stort".

Kilder: Times of Israel, Ynet.com og Reuters.

/ritzau/

Udenlandske dræbte, savnede og gidsler

Mange udlændinge er foruden israelere blevet dræbt eller bortført af Hamas.

Der er fortsat ikke et overblik, men herunder er situationen, som den så ud tirsdag eftermiddag.

* Thailand: 18 dræbte, 11 gidsler.

* USA: Mindst 11 dræbte, andre er savnet.

* Nepal: 10 dræbte.

* Argentina: Syv dræbte, 15 savnede.

* Frankrig: Fire dræbte, 13 savnede.

* Ukraine, Rusland og Storbritannien har meldt om hver to dræbte.

* Canada: En dræbt, tre savnet.

* Cambodia: En dræbt.

* Tyskland: Adskillige gidsler.

* Filippinerne: Fem savnede.

* Østrig og Brasilien hver tre savnede.

* Chile, Italien, Paraguay, Peru, Sri Lanka og Tanzania har meldt om hver to savnede.

* Mexico og Colombia har meldt om hver to gidsler.

* Danmark, Panama og Irland har meldt om hver en savnet.

Kilde: AFP.

/ritzau/

I Baden-Württemberg i Tyskland sidder Orly Louk og venter på nyt om sin 22-årige niece, Shani Louk. Hun blev taget som gidsel af Hamas-gruppen i Israel i lørdags. Shani Louk deltog i en musikfestival, der blev angrebet af den militante gruppe, der massakrerede 260 unge mennesker på festivalen. Andre, herunder Shani Louk, blev taget med tilbage til Gaza som gidsler. Foto: David Pichler/Ritzau Scanpix
Flere og flere israelske soldater og kampvogne samler sig nær Gaza. Det er ikke klart, om Israel forbereder en egentlig landkrig mod Hamas. Foto: Jack Guez/Ritzau Scanpix
Israelere står i kø for at donere blod. Her er det ved et hospital i Jerusalem. Foto: Ronen Zvulun/Reuters
Ritzau Grafik. Foto: WER/Free

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu