335 palæstinensere sidder i fængsel i Israel, uden deres sag nogensinde har været prøvet ved en domstol. Mange er fængslet i flere år. Det viser en ny rapport, der slår fast, at Israel klart bryder folkeretten.
Rapporten er udarbejdet af de israelske menneskeretsgrupper, B'Tselem og HaMoked, der retter stærk kritik af de israelske myndigheder.
Blandt fangerne er en mindreårig og tre kvinder, fremgår det af rapporten "Without Trial", på dansk "Uden Retssag".
De to grupper fastslår, at Israel helt nægter fangerne mulighed for at forsvare sig mod anklager fra israelske efterretningstjenester, der i 95 procent af tilfældene har fået medhold i krav om fængsling.
Fangerne tilbageholdes i henhold til en lov fra 2002, der tillader såkaldt "administrativ tilbageholdelse". Det kan ske i op til seks måneder ad gangen. Men fængslingen forlænges rutinemæssig uden retssag.
Enkelte fanger har siddet i administrativ forvaring i helt op til syv og et halvt år uden dom, hvilket B'Tselem og HaMoked anser for helt utilstedeligt.
B'Tselem og HaMoked kræver, at fangerne omgående sættes på fri fod eller straks får deres sag prøvet ved en domstol.
Israelske myndigheder retfærdiggør fremgangsmåden med, at en retssag kan føre til offentliggørelse af, hvad der kaldes følsom information.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned