Harris og Trump kæmper i første tv-debat om overtaget i tæt valgkamp

Præsident Joe Biden trak sig i juli som Demokraternes præsidentkandidat. Han bakker nu i stedet helhjertet op om sin vicepræsident, Kamala Harris, som præsident. Her ses de sammen ved en af Harris' kampagnebegivenheder. Foto: Michael M. Santiago/Ritzau Scanpix

Millioner af amerikanere vil se den første tv-debat mellem Trump og Harris. Debatten kan ifølge lektor få stor betydning for præsidentvalget 5. november.

Offentliggjort Sidst opdateret

Nu går det snart for alvor løs.

Natten til onsdag dansk tid mødes vicepræsident Kamala Harris fra Demokraterne og ekspræsident Donald Trump fra Republikanerne for første gang i en tv-debat.

Slaget mellem de amerikanske præsidentkandidater står på tv-kanalen ABC, som Trump på forhånd har kaldt "den med afstand mest modbydelige og mest uretfærdige nyhedskanal i branchen".

Han er dog blevet lovet en "ret og rimelig" debat på kanalen, som han anser for demokratisk hjemmebane.

Det gik godt, da Trump senest stillede op til debat på en kanal, der typisk ses som venligt stemt over for Demokraterne.

Da han i juni duellerede med præsident Joe Biden på CNN, gik det Trump så godt og Biden så dårligt, at det var stærkt medvirkende til, at Biden en måneds tid senere trak sit kandidatur og i stedet pegede på Harris som Demokraternes kandidat.

Biden snøvlede og rodede rundt i sine argumenter og gav Trump let spil.

Men Trump skal forvente sig anderledes hård modstand denne gang, når han står over for eksanklageren Harris.

Det forudser Niels Bjerre-Poulsen, lektor ved Center for Amerikanske Studier på Syddansk Universitet.

- Først og fremmest tror jeg, at hun vil indtage rollen som anklager.

- Jeg tror, at hun vil gå benhårdt til ham og prøve at få det til at være rammen, at her er en tidligere anklager mod en dømt, siger han.

Der er rejst fire kriminalsager mod Trump. Han blev i den ene sag i maj fundet skyldig i 34 anklagepunkter i en sag om ulovlig bogføring. De øvrige sager er endnu ikke afgjort.

Harris forbereder sig særdeles grundigt til sit første møde med Trump, rapporterer The Washington Post og CNN.

Hun rejste torsdag til svingstaten Pennsylvania, hvor hun ifølge medierne bruger fem dage på at forberede sig.

59-årige Harris lægger strategi med rådgivere og øver sig på de angreb, hun vil sætte ind undervejs i debatten.

Blandt andet har hun hyret Karen Dunn til at hjælpe. Dunn stod også i spidsen for debatforberedelser for Barack Obama i 2012 og Hillary Clinton i 2016.

78-årige Trump har sagt, at han vil forberede sig på samme måde, som da han skulle stå over for Biden. Ved at holde taler ved vælgerarrangementer og holde politiske diskussioner med rådgivere i sin indercirkel.

Niels Bjerre-Poulsen forventer, at Harris foruden at agere anklager vil tale om økonomi og konkret politik, mens Trump vil holde sig til mere overordnede talepunkter om, hvor dårligt det ifølge ham er gået i USA med Biden og Harris ved roret.

Lektoren tror, at debatten kan få "enorm betydning" for valget 5. november.

For når Harris og Trump ligger så tæt i meningsmålinger, er det netop store begivenheder som tv-debatter med måske 40 millioner seere, der kan rykke noget.

- Det er jo et meget fastfrosset politisk system, fordi polariseringen er så voldsom. Det er nogle små segmenter af vælgere, som man i virkeligheden slås om. Og det er dem, som måske vil være interesserede i at se den tv-debat.

Det ventes at gå hedt for sig, når Harris og Trump for første gang skal duellere mod hinanden som præsidentkandidater på tv-kanalen ABC. (Arkivfoto). Foto: Brendan Smialowski, Andrew Cabal/Ritzau Scanpix

- Hvis man skal se på enkeltstående begivenheder, som kan forandre dynamikken, vil jeg sige, at den her debat er central, siger han.

/ritzau/

Kort om debatten

* Den første præsidentkandidatdebat på tv mellem demokraten Kamala Harris og republikaneren Donald Trump er 10. september på ABC.

* Debatten på ABC bliver den anden tv-debat mellem præsidentkandidater forud for valget 5. november. Den første debat stod mellem præsident Joe Biden og Donald Trump i slutningen af juni på CNN. Den debat skød for alvor gang i diskussionerne om, hvorvidt Biden skulle trække sig, fordi han klarede det så dårligt i duellen med Trump.

* Det er blevet aftalt, at debatten på ABC bliver med samme regler som på CNN. Det vil sige uden publikum, og at en kandidats mikrofon slukkes, når modparten taler. Det skal forhindre, at parterne afbryder hinanden.

* Debatten varer 90 minutter og har to indlagte reklamepauser. To moderatorer styrer slagets gang.

* Trump vandt 3. september et online-møntkast. Derfor fik han lov til at vælge, at han af de to selv skulle give den sidste afsluttende bemærkning. Til gengæld måtte Harris vælge, hvilket podium hun skal stå ved.

Kilde: AFP og ABC.

/ritzau/

Vicepræsident Kamala Harris står over for sin første store test, når hun skal debattere mod Trump. Hun har reddet på en bølge af gode målinger og store donationer til valgkampen, siden hun blev Demokraternes håb i præsidentræset. (Arkivfoto). Foto: Mike Segar/Reuters
Ekspræsident Donald Trump ventes i tv-debatten at lægge fokus på, hvor dårligt det ifølge ham er gået i USA med Biden og Harris ved roret. (Arkivfoto). Foto: Rebecca Noble/Ritzau Scanpix
Da Trump og Biden duellerede som præsidentkandidater i juni på CNN, gik det så dårligt for Biden, at det var stærkt medvirkende til, at han senere gav stafetten som Demokraternes præsidentkandidat videre til Kamala Harris. (Arkivfoto). Foto: Gerald Herbert/Ritzau Scanpix
Ritzau Grafik. Foto: MAKI/Free

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu