Harris og Walz indleder parløb og vil udnytte momentum i svingstat

Kamala Harris ses her med sin mand, Douglas Emhoff (t.v.), og vicepræsidentkandidat, Tim Walz (t.h), under Demokraternes partikonvent sidste uge. Harris og Walz tager onsdag til delstaten Georgia som del af præsidentkampagnen. (Arkivfoto). Foto: Mandel Ngan/Ritzau Scanpix

Demokraternes præsidentkandidat Kamala Harris stormer frem og får Donald Trump til at skifte strategi. Harris retter i denne uge fokus mod svingstaten Georgia.

Offentliggjort Sidst opdateret

Vicepræsident Kamala Harris og Minnesota-guvernør Tim Walz blev i sidste uge officielt henholdsvis Demokraternes præsidentkandidat og vicepræsidentkandidat forud for USA's valg 5. november.

Og makkerparret sætter direkte kurs mod en af de delstater, der anses som værende afgørende i kampen for at overtage pladsen i Det Hvide Hus efter demokraten Joe Biden.

Onsdag tager de to på bustur til Georgia. Det er en af de syv svingstater, der meget vel kan afgøre, om det bliver Harris eller Republikanernes Donald Trump, som vinder valget.

Det er Harris og Walzs første kampagnetur sammen, og de vil forsøge at drage nytte af det momentum, som den demokratiske kampagne har for tiden.

Sidste uges partikonvent, hvor Harris formelt blev valgt som kandidat, gik ifølge iagttagere nærmest så tæt på perfekt, som man kan komme.

I en pressemeddelelse kalder Harris-Walz-kampagnen det "afgørende" at føre kampagne i Georgia, som rummer en bred vifte af vigtige vælgergrupper, heriblandt sorte og arbejderklassen.

- Vi tror, at vi har en rigtig god chance for at vinde Georgia, sagde Mitch Landrieu, medformand i Harris-Walz-kampagnen, søndag til mediet MSNBC.

Ved valget i 2020 vandt Joe Biden snævert over Donald Trump i delstaten. En margin på 0,23 procent og knap 12.000 stemmer tippede delstaten Biden og Demokraternes vej.

Det kan meget vel blive lige så tæt denne gang, og også Trump har stort fokus på Georgia.

Lindsey Graham, republikansk senator i South Carolina og en af Trumps tætteste støtter, understregede søndag vigtigheden af at vinde Georgia.

- Hvis vi ikke vinder Georgia, kan jeg ikke se, hvordan vi skal nå 270, sagde han til CNN med henvisning til de mindst 270 delegerede, som man skal bruge for at vinde præsidentvalget.

Han tilføjede, at han snart vil gøre Trump selskab ved en begivenhed i Georgia, og at delstaten nok skal blive republikansk, hvis Trump spiller sine kort rigtigt.

- Jeg mener, at Georgia er vores at tabe.

Kilder tæt på Trump siger til CNN, at ekspræsidenten i kølvandet på Harris' seneste fremgang nu vil skrue op for sin kampagne.

Flere vælgermøder og begivenheder skal sørge for, at rampelyset igen er på Trump i stedet for på den fremstormende Harris.

- Tænk Trump på steroider. Det bliver alle mand på dæk, siger en unavngiven kilde med kendskab til Trump-kampagnens strategi til CNN.

Den nye strategi beskrives som en erkendelse af, at Trump-kampagnen har haft svært ved at tilpasse sig den nye virkelighed, efter at Harris for en måneds tid siden blev Demokraternes nye håb, da Joe Biden trak sig som præsidentkandidat.

Harris og Walz ventes i denne uge foruden turen til Georgia også at deltage i flere fundraisere, som skal sikre flere penge til de næste ti ugers kampagneføring.

Den vigtige del af præsidentræset har Harris fået en flyvende start på.

Hendes kampagne har indsamlet 540 millioner dollar - cirka 3,6 milliarder kroner - på bare lidt mere end en måned.

Det er ifølge Harris' kampagneleder, Jen O'Malley Dillon, det største beløb indsamlet til en præsidentkampagne inden for så kort tid.

Ifølge kilder tæt på Republikanernes præsidentkandidat, Donald Trump, vil ekspræsidenten skrue op for sin kampagne for at stjæle rampelyset fra den fremstormende Kamala Harris. (Arkivfoto). Foto: Rebecca Noble/Ritzau Scanpix

/ritzau/

Harris har mindre føring end Clinton og Biden

* Kamala Harris ligger på nuværende tidspunkt dårligere i meningsmålingerne end Hillary Clinton og Joe Biden gjorde, da de havde republikaneren Donald Trump som modstander ved præsidentvalgene i henholdsvis 2016 og 2020.

* Ved valgene begge år undervurderede målingerne opbakningen til Trump.

* I 2016, da Clinton tabte til Trump, havde målinger givet hende et forspring på 7-8 procentpoint.

* Et gennemsnit af de seneste meningsmålinger giver Harris 47,2 procent mod 43,7 procent til Trump.

Kilde: FiveThirtyEight

/ritzau/

Demokraternes præsidentkandidat, vicepræsident Kamala Harris, har god grund til at smile for tiden. Partikonventet i sidste uge, hvor hun officielt blev præsidentkandidat, forløb lige efter planen, og hendes kampagne har masser af momentum. (Arkivfoto). Foto: Tom Williams/Ritzau Scanpix
Rizau Grafik. Foto: WER/Free

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu