Hawaiianere forbereder sig på at blive ramt hårdt af orkan
Turister og indbyggere på øerne Big Island og Maui frarådes på det kraftigste at holde sig langt fra turistattraktioner som vandfald og strande. Alligevel er det ikke alle, der følger opfordringen. Foto: Mario Tama/Ritzau Scanpix
Mario Tama/Ritzau Scanpix
Orkanen Lane har skiftet retning og har nu kurs mod øerne Maui og Big Island, hvor mange turister søger hen.
Orkanen Lane, der har kurs mod østaten Hawaii, er torsdag eftermiddag lokal tid blevet nedgraderet til kategori 3.
Det bekræfter USA's nationale vejrcenter.
Onsdag blev Lane nedjusteret fra kategori 5, der er den højeste kategori, til kategori 4.
Det betyder dog langt fra, at orkanen er ufarlig, påpeger vejrcentret. Med en vindstyrke på 57 meter i sekundet kan orkanen fortsat forårsage store skader.
Befolkningen skal derfor forberede sig på at blive "ramt hårdt" af orkanen, lyder det fra myndighederne.
Af den grund er skoler lukket resten af ugen, mens offentligt ansatte er blevet bedt om at holde sig hjemme, medmindre de har livsvigtige funktioner.
USA's nationale vejrcenter meddelte tidligere torsdag, at Lane havde skiftet retning og nu har direkte kurs mod øerne Maui og Hawaii, der også kaldes Big Island.
I løbet af det seneste døgn er der faldet op mod 500 millimeter regn på Big Island. Og det forventes, at der nogle steder kan falde op mod 800 millimeter regn, før uvejret passerer.
USA's præsident, Donald Trump, har udsendt en katastrofeerklæring for Hawaii. Erklæringen giver ministeriet for indenlandsk sikkerhed autorisation til at koordinere nødhjælp i forbindelse med orkanen.
Beredskabet på øerne arbejder på højtryk for at få så mange af Hawaiis hjemløse i sikkerhed som muligt. Mange af dem holder normalt til nær strande og vandløb, der risikerer at blive oversvømmet.
For selv om der er oprettet herberger flere steder på øerne, er der langt fra nok plads til at huse store dele af befolkningen.
I stedet sørger mange for at have nok forsyninger hjemme, så de kan barrikadere sig i husene.
Det inkluderer mad og drikke, men også fornødenheder i tilfælde af at elektriciteten bliver afbrudt på øen som følge af orkanens ødelæggelser.
Orkanen kan blive den kraftigste, der rammer Hawaii, siden orkanen Iniki i 1992. Der er endnu ingen meldinger om tilskadekomne.
Seneste artikler
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker