Hedebølger og ekstremt vejr rundt om på kloden koster menneskeliv
Folk i Indiens hovedstad, New Delhi, fylder dunke med vand under den igangværende hedebølge. Det varme vejr er med til at forårsage mangel på vand til byens indbyggere. Foto: Money Sharma/Ritzau Scanpix
Dele af Grækenland måler rekordhøje temperaturer for årstiden. I USA bliver årtier gamle varmerekorder slået. I Indien dør folk i næsten 50 graders varme.
Ritzau RitzauAne Nordentoft, Ritzau/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
Det er kun tidligt på sommeren. Men varmt vejr kræver allerede nu menneskeliv i Sydeuropa og andre dele af verden.
I Grækenland er mindst fem turister omkommet under den tidligste hedebølge, der nogensinde er registreret.
- Mange turister undervurderer de anstrengelser, der er forbundet med at gå i direkte sollys, siger kardiolog Thomas Giannoulis fra den græske hovedstad, Athen.
- Temperaturen kan komme op på 37 grader i skyggen og kan nemt komme op på 60 grader i solen, tilføjer han over for nyhedsbureauet dpa.
Den ekstreme varme øger risikoen for, at folk dehydrerer og får hedeslag.
Annonce
- Og faren stiger, jo ældre man er, siger kardiologen.
Alle fem turister, der er fundet døde i varmen i Grækenland, var midaldrende eller ældre.
Et af ofrene er en 80-årig mand, der gik en tur alene og siden blev fundet død. En anden mand på 70 år kollapsede på en strand på ferieøen Kreta og omkom.
Mindst tre andre ældre mennesker har været meldt savnet i over en uge, efter at de gik alene ud på en tur.
Italien, Kroatien, Serbien og Albanien er ligeledes ramt af usædvanligt høje temperaturer.
Det er dog ikke kun Europa, der mærker en ekstrem varme. Den har også ramt et bredt bælte i det centrale og nordøstlige USA fra Chicago til New York på østkysten. Omkring 80 millioner amerikanere mærker til hedebølgen.
Flere amerikanske byer har slået årtier gamle varmerekorder i de seneste dage, oplyser National Weather Service ifølge Reuters.
- Det er en dødbringende begivenhed, sagde New Yorks guvernør, Kathy Hochul, tirsdag.
Dagen inden havde byen Syracuse oplevet 34,4 grader celsius.
- Vi har haft snestorme, vi har haft oversvømmelser, vi har haft orkaner, vi havde tornadoer. Men denne hedebølge vil sandsynligvis forårsage flere dødsfald, sagde guvernøren.
Annonce
* Hvad kendetegner en hedebølge?
Det er forskelligt fra land til land. I Indien er en hedebølge kendetegnet ved temperaturer over 38 grader mindst tre dage i træk. I Danmark er det mindst tre dage i træk med 28 grader eller derover.
* Hvilke andre dele af verden er ramt af ekstremt junivejr?
Også i Indien kæmper man med ekstremt vejr. Siden marts har temperaturerne været tæt på 50 grader i hovedstaden, New Delhi. Her er mindst fem døde af hedeslag i denne uge, skriver Times of India.
I andre dele af Indien er det voldsom regn og efterfølgende jordskred, der plager. Det ekstreme vejr har i løbet af en uge kostet mindst 11 mennesker livet.
Antallet af dage med hedebølge har været over dobbelt så mange som normalt, skriver Reuters.
Turister kommer gående i Athen, hvor Akropolis ses i baggrunden. Hedebølgen har tvunget græske myndigheder til at lukke de største seværdigheder i de varmeste timer midt på dagen. I stedet opfordres turister til at søge skygge. Foto: Petros Giannakouris/Ritzau Scanpix
* Er det normalt med så varme dage i juni?
Det er tidligt at slå varmerekorder, og det er usædvanligt at have så intens varme så tidligt på sommeren, forklarer meteorolog Sebastian Pelt fra DMI.
Græske meteorologer har aldrig tidligere målt så høje temperaturer på denne årstid. I sidste uge havde dele af Grækenland op til 40 graders varme - og det vil komme igen.
- De næste dage holder vi øje med Italien. Især fredag kan det komme op over 40 til 43 grader i Apulien og på den anden side af Adriaterhavet ved Kroatien, Albanien og Grækenland, siger Sebastian Pelt.
Annonce
* Hvad er årsagen til disse hedebølger?
Varme vinde blæser mod Europa fra Afrika. Men også klimaforandringer ligger hele tiden i baggrunden og skaber mere ekstremt vejr ved at hæve grænsen for, hvor varmt det kan blive, forklarer Sebastian Pelt.
- Den daglige variation med, at der kan blive 43 grader i Italien, skyldes den meget varme luft fra Afrika. Men fordi den globale middeltemperatur er steget med 1,5 grader, er der meget simpelt sagt lagt ekstra på temperaturen.
Ritzau Grafik. Foto: WER/Free
/ritzau/
Varmen rammer Sydeuropa fra Afrika
* Ifølge græske meteorologer er der aldrig tidligere målt så høje temperaturer i Grækenland på denne årstid. Allerede i begyndelsen af juni har dele af Grækenland målt op til 40 graders varme. Det er faldet igen i denne uge, men varmen ser ud til at komme igen.
* I sidste uge blev der sat varmerekord på Rhodos, hvor der klokken tre om natten blev målt 38 grader.
* På Cypern blev der målt 45 grader. Der er tale om officielle meteorologiske målinger i både Grækenland og Cypern.
* Fra onsdag vil også Italien ifølge meteorologerne blive ramt af hedebølge med temperaturer op mod 40 grader. I det sydlige Italien og på øerne Sicilien og Sardinien ventes det at blive over 40 grader.
* I hovedstaden Rom er der varslet 38 graders varme torsdag.
* Hedebølgen skyldes blandt andet, at et højtryk fra Afrika – der har fået navnet ”Minos” - er rykket op mod Italien.
Seneste artikler
Snart åbner lagersalg på Falster
Johnny skrev OL-sang og løb maraton med guitaren: - Det her er mit livs største projekt
Blodet fossede ud efter fald ved Biltema: Så dukkede "Pernille fra Væggerløse" op
Børn skal ikke pakkes ind i vat: I denne børnehave møder de verden, som verden er
Tricktyve udgav sig for at være fra Kræftens Bekæmpelse
Mest læste artikler
Spisested på havnen genåbner: Håber at slå dørene op inden længe
Ledelse på skole er væk
Dobbelt vanvid: Porsche beslaglagt på Lolland
Stopper med at sælge brød: Laver bageri om til café
Kommune melder ulovligt hotel til politiet: Fortsatte efter påbud