Det er de færreste forundt at have en hjernekapacitet som Stephen Hawking.
Han er matematikprofessor på Cambridge University, og den britiske fysiker regnes for en af verdens bedste og mest intelligente astrofysikere.
Han er måske nok unik, men Hawking er alligevel som mænd er flest - i hvert fald på et område.
Han har problemer med at forstå kvinder.
Hawking fylder 70 år på søndag, og i den anledning har magasinet New Scientist interviewet ham.
I slutningen af interviewet, som New Scientist har lagt på internettet, bliver han spurgt, hvad han tænker mest på i løbet af dagen.
- Kvinder. De er et totalt mysterium, siger Hawking.
Et andet spørgsmål i interviewet er i øvrigt, hvad han regner for at være sin største fejltagelse.
- Jeg troede engang, at informationer blev ødelagt i sorte huller. Det var min største fejltagelse, i hvert fald inden for videnskaben, svarer han.
Et sort hul er et fænomen i universet. Det suger alt til sig på grund af en voldsom tyngdekraft.
Hawking har trodset lægevidenskaben ved at blive foreløbig 70 år.
Han er stærkt handicappet. I 1963 blev han diagnosticeret med sklerose. Lægerne sagde da, at han nok kun havde få år tilbage at leve i.
To år senere giftede han sig med Jane Wilde, og de fik tre børn, inden de blev skilt.
Sygdommen er gradvist blevet værre igennem årene.
Hawking sidder i kørestol, og han kommunikerer via en stemmecomputer, da hans stemmebånd er ødelagt under en operation.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned