Hells Angels bliver forbudt i Hessen

Myndighederne i den tyske delstat Hessen har forbudt to afdelinger af den internationale bikerorganisation Hells Angels. De to afdelinger, Frankfurt og Westend, forbydes med henvisning til medlemmernes kriminelle aktiviteter.

- Dette er et klart signal om, at vi ikke vil tillade en stat i staten, sagde Hessens indenrigsminister, Boris Rhein, på et tv-transmitteret pressemøde fredag.

- Disse bander består på ingen måde alene af harmløse motorcyklister. Mange medlemmer er kendt af politiet på grund af volds-, narkotika- og våbenrelaterede lovovertrædelser, påpegede Rhein.

Indenrigsministeriet i Hessen siger, at den har beføjelser til at forbyde klubber, når deres aktiviteter bryder loven.

Alle ejendele tilhørende de to tyske Westend- og Frankfurt-afdelinger er blevet beslaglagt i forbindelse med forbuddet. De to Hells Angels-afdelinger menes hver at have omkring 90 medlemmer.

Hells Angels har været til stede i Tyskland siden 1970, da den første afdeling i landet blev etableret i Hamburg. I 1986 nedlagde myndighederne forbud mod denne afdeling.

Trods dette forbud eksisterer der atter i dag en afdeling i Hamburg. Afdelingen har fået navnet "Harbor City".

I april i år forbød den tyske delstat Slesvig-Holsten Hells Angels afdeling i Flensborg. Samtidig forbød de slesvig-holstenske myndighederne en afdeling af den rivaliserende bikerorganisation Bandidos.

/ritzau/Reuters

Delstatsmyndighederne i Tyskland forbyder endnu en par afdelinger af Hells Angels. Denne gang i Hessen.

Offentliggjort Sidst opdateret