Helveg: Holbrooke var hårdtslående

En diplomat, der kunne spille på hele registret.

Sådan husker tidligere udenrigsminister Niels Helveg Petersen (R) den nu afdøde amerikanske topdiplomat Richard Holbrooke.

- Han var en meget udfarende, meget dynamisk og meget hårdtslående diplomat. Han spillede på hele registret. Truede og lokkede. Og skældte ud. Man kan roligt sige, at han var en meget farverig person, lyder karakteristikken fra Niels Helveg Petersen.

Richard Holbrooke var frem til sin død natten til tirsdag dansk tid USA's særlige udsending i Afghanistan og Pakistan.

Men det er særligt hans indsats i forbindelse med fredsaftalen i Bosnien, den såkaldte Daytonaftale, Niels Helveg Petersen specielt husker ham for.

- Hans store bedrift er Daytonaftalen fra 1995, som jo var begyndelsen på slutningen af krigene på Balkan. Når man ser baglæns, kan vi jo også se, at det var fundamentet for, at eksempelvis Kroatien er blevet medlem af Nato og nu forhandler om medlemskab af EU. Hele den proces, der har gjort, at Balkan i dag er helt anderledes fredelig, lyder det fra Helveg Petersen.

Den tidligere udenrigsminister mindes en bestemt episode, som han mener var meget sigende for Holbrookes natur.

Nemlig da det på et tidspunkt var kommet Holbrooke for øre, at den danske politikommissær Sven Frederiksen, der var central i forbindelse med opbyggelsen af politistyrker på Balkan, havde planer om at stoppe.

- En dag ringede Holbrooke og sagde: "Niels, du skal sørge for, at Frederiksen fortsætter. Han har sagt, at han rejser hjem til januar, men det må han ikke", husker han.

- Jeg sagde så til ham, at "jeg skal gøre, hvad jeg kan". Men til det svarede Holbrooke: "Nej, det skal du aldeles ikke. Du skal sørge for, at han bliver.". Og det gjorde jeg så, tilføjer Niels Helveg Petersen.

/ritzau/

Richard Holbrooke kunne være både hårdtslående, truende og lokkende, lyder det fra Niels Helveg Petersen.

Offentliggjort Sidst opdateret