Hemmelige kandidater er i mørkelagt kapløb om at vinde Natos toppost

Statsminister Mette Frederiksen (S) siger, at hun ikke er kandidat til at blive Nato's generalsekretær. Men hun nævnes alligevel som mulig kandidat i de internationale medier. (Arkivfoto). Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

I Danmark nævnes Mette Frederiksen og stort set ikke andre, når der tales om den næste topchef i Nato. Men internationalt er en håndfuld toppolitikere i spil.

Offentliggjort Sidst opdateret

Er det en jobsamtale, som statsminister Mette Frederiksen (S) skal til på mandag i Det Hvide Hus?

Nej, det er det ikke, siger hun selv, for hun er ikke kandidat til posten som næste generalsekretær i Nato.

Men historien har vist, at man officielt er "ikke-kandidat", indtil man får jobbet.

I de internationale medier tales der også om en mulig dansk afløser for nordmanden Jens Stoltenberg, der stopper til efteråret.

- I Bruxelles, København og andre europæiske hovedstæder summes der højere om den danske statsminister, skriver Politico.com

Den nye generalsekretær skal have opbakning fra alle 31 Nato-lande. Det er ikke et valg, men snarere en proces, hvor regeringerne uofficielt taler sig til rette om den rigtige person.

Og her spiller USA's præsident, Joe Biden, en hovedrolle. USA er det mest magtfulde land i alliancen.

Imidlertid kommer der andre europæiske ledere på besøg i Det Hvide Hus i den kommende uge. Det er ikke kun på mandag, at der måske skal tales om Natos toppost.

For på torsdag besøger Storbritanniens premierminister, Rishi Sunak, Biden.

Det ventes, at han vil drøfte, om Ben Wallace kunne være en mulighed som generalsekretær.

Han er britisk forsvarsminister, og i modsætning til Mette Frederiksen har han ikke lagt skjul på, at han gerne tager jobbet.

- Jeg har altid sagt, at det er et godt job. Det er et job, jeg kan lide. Men jeg elsker også det job, jeg har nu, sagde han i maj til det tyske nyhedsbureau dpa.

Ben Wallace har været dybt involveret i at hjælpe Ukraine i krigen mod Rusland. Storbritannien er et af de lande, der har bistået ukrainerne mest med våben og anden hjælp.

The Guardian skrev den 19. maj, at Sunak er i gang med at "tale Wallace op".

Ben Wallace, Storbritanniens forsvarsminister, har talt meget rosende om jobbet som generalsekretær i Nato. (Arkivfoto). Foto: Ukrainian Defence Ministry/Reuters

- Han er bredt respekteret blandt sine kolleger for den rolle, han har spillet, har Sunak sagt til ITV.

Så vidt vides er der ikke andre mulige kandidater, der åbent har vist interesse for jobbet.

Men det betyder ikke, at der ikke er andre kandidater. Bag kulissen er flere bejlere.

Men måske får vi aldrig navnene på dem, så når jobbet er besat, kan forsmåede bejlere stå frem uden at erkende et nederlag offentligt.

Nogle af de navne, der ifølge Reuters også cirkulerer, er Hollands premierminister, Mark Rutte, og Spaniens premierminister, Pedro Sanchéz.

Reuters har talt med den tidligere Nato-diplomat Jamie Shea. Han siger, at lederne kigger efter en "knalddygtig" politiker og diplomat, der kan kommunikere.

- At holde sammen på familien og holde alle om bord hele tiden, at være i kontakt med alle for at sikre, at deres bekymringer bliver hørt, det er de vigtigste opgaver, siger han.

Mark Rutte, Hollands mangeårige premierminister, nævnes også som en mulig topchef i Nato. Han har dog ikke selv udtrykt ønske om at få jobbet. Foto: Alastair Grant/Ritzau Scanpix

Det kan godt være, at Ben Wallace opfylder de krav, men ifølge Reuters er der i mange hovedstæder et ønske om, at den næste generalsekretær bliver en kvinde.

Så kønspolitisk står Mette Frederiksen godt.

Hun er imidlertid ikke den eneste kvinde i spillet.

Andre mulige kandidater er nemlig EU-Kommissionens formand, tyskeren Ursula von der Leyen, Canadas vicepremierminister, Chrystia Freeland, og Estlands premierminister, Kaja Kallas.

/ritzau/

Valget af Natos generalsekretær

* Norges tidligere statsminister Jens Stoltenberg har været Natos generalsekretær siden 2014. Han stopper efter planen i oktober 2023.

* Generalsekretærens opgave er at styre diskussioner, facilitere beslutningsprocessen og sikre, at beslutninger realiseres og gennemføres.

* Generalsekretæren udpeges for en fireårig periode. Beslutningen træffes ved diplomatiske samtaler medlemslandene imellem. Der kan ikke træffes en beslutning, før der er konsensus om en kandidat. Det er den proces, der er i gang i øjeblikket

* Der er 31 lande i Nato. Formentlig snart 32, når Sverige optages.

* Der er lagt op til, at der træffes en beslutning om afløseren for Stoltenberg på Natos topmøde i Vilnius i Litauen den 11. og 12. juli.

* Der er spekulationer om, at Stoltenberg måske kan fortsætte i en tid, hvis der ikke opnås enighed om en afløser. Han har sagt, at han ikke søger om en ny periode, men han har ikke sagt, hvordan han vil forholde sig, hvis han anmodes om at blive på posten til et Nato-topmøde i 2024.

Kilder: Ritzau og Reuters

/ritzau/

EU-kommissionens formand, Ursula von der Leyen, er også et bud. Hun har en fortid som Tysklands forsvarsminister. Foto: Elena Covalenco/Ritzau Scanpix
Estlands premierminister, Kaja Kallas, er også i spil, selv om hun ikke selv har sagt, at hun er kandidat. Diplomater påpeger dog, at flere Nato-lande regner hende for at være lige krigerisk nok. Foto: Ints Kalnins/Reuters

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu